ANNONCE

Biden tvivler ikke på sejren

5. november 2020 22:53 | Af: Ritzau Fokus

Mens der tælles stemmer i USA, beder Biden amerikanerne være tålmodige og bevare roen.

Biden tvivler ikke på sejren
Med senator og vicepræsidentkandidat Kamala Harris ved sin side opfordrede Joe Biden torsdag aften dansk tid amerikanerne til at væbne sig med tålmodighed og bevare roen, mens de sidste stemmer tælles op. Foto: Drew Angerer/AFP

Demokraternes præsidentkandidat, Joe Biden, føler sig overbevist om, at stemmeoptællingen går den vej, som han og hans vicepræsidentkandidat, Kamala Harris, håber på.

– Vi er ikke i tvivl om, at når optællingen er slut, vil senator Harris og jeg blive erklæret vindere, siger han i en kort udtalelse torsdag aften dansk tid.

Han opfordrer amerikanerne til at være tålmodige og bevare roen, mens de sidste stemmer efter tirsdagens valg tælles.

– Det er vælgerne og ingen andre, der vælger USA’s præsident. Hver stemme skal tælles, og det er det, vi er ved nu, siger Biden.

Torsdag aften dansk tid venter amerikanerne og resten af verden stadig på et resultat.

– Demokrati er nogle gange noget rod. Det kræver ind imellem også noget tålmodighed, siger Biden.

– Men den tålmodighed er blevet belønnet nu i 240 år i et demokratisk system, der er beundret verden over.

Biden har taget føringen i det amerikanske præsidentvalg med 264 valgmænd mod 214 til præsident Donald Trump. Der skal 270 til for at vinde valget.

Men torsdag aften dansk tid er intet endnu afgjort.

I en række stater er man stadig i gang med at tælle hundredtusindvis af stemmer op.

I år er der et højt antal brevstemmer, fordi mange vælgere af coronahensyn har foretrukket ikke at møde op ved valgstederne.

Trump har gentagne gange sagt eller tweetet, at optællingen af stemmer skal stoppes nu.

Han og hans advokater har indgivet flere søgsmål for at få stoppet stemmetællingen, indtil der er mere klarhed over processen, siger de.

Trump har også under hele valgkampen hævdet, at et stort antal brevstemmer medfører en risiko for, at der svindles med millioner af stemmer.

ANNONCE

ANNONCE
Del din kommentar
Forsiden lige nu