ANNONCE

Siger undskyld for pinligt billede

23. januar 2021 06:46 | Af: Jeppe Bjerre Trans, jt@newsbreak.dk og Ritzau Info

Det har vakt vrede i USA, at soldater udstationeret i Washington D.C. blev flyttet til parkeringskælder

USA’s præsident, Joe Biden, har fredag undskyldt til Nationalgarden, efter at flere soldater ved Kongressen måtte sove i en parkeringskælder.

Det skriver BBC natten til lørdag dansk tid.

Mere end 25.000 medlemmer af Nationalgarden blev efter optøjerne ved Kongressen tidligere på måneden udstationeret til Washington D.C. for at stå for sikkerheden forud for Joe Bidens indsættelse.

En stor del af dem har opholdt sig i kongresbygningen. Men hundredvis af soldater blev flyttet til en nærliggende parkeringskælder, da USA’s politikere genoptog arbejdet.

Det viste flere billeder, der torsdag gik viralt på de sociale medier.

Soldaternes forhold vakte efterfølgende vrede blandt flere politikere, fordi de blandt andet manglede ordentlig adgang til toiletter og frisk luft. Situationen fik også flere delstatsguvernører til at kalde sine tropper hjem igen.

Ifølge flere amerikanske medier ringede Joe Biden derfor fredag til generalen Daniel Hokanson, der er chef for Nationalgarden, for at undskylde og høre, hvad han kunne gøre for at løse situationen, skriver BBC.

Klik videre i galleriet ovenfor artiklen for at se billedet af soldaterne.

Kan have smittet hinanden

Soldaterne er siden blevet flyttet tilbage til Kongressen.

Der er forskellige meldinger om, hvorfor soldaterne blev flyttet fra kongresbygningen i første omgang. Men ifølge amerikanske medier kom ordren torsdag uden videre forklaring.

Billederne af de tætpakkede soldater har også skabt frygt for, at de kan have smittet hinanden med coronavirus.

En embedsmand siger fredag ifølge nyhedsbureauet Reuters, at mellem 150 og 200 af Nationalgardens soldater i Washington er blevet smittet med coronavirus, og at tallet kan stige.

Nationalgarden siger i en meddelelse, at den ikke vil udtale sig om enkelte smittetilfælde.

Nationalgarden understreger, at alle soldater følger retningslinjerne fra USA’s Center for Sygdomskontrol og Forebyggelse (CDC).

15.000 soldater forventes at forlade Washington D.C. de næste ti dage. Cirka 5000 tropper forventes at blive i forbundshovedstaden indtil marts.

Fakta

BLÅ BOG: Joe Biden

Navn: Joseph Robinette Biden.

Født: 20. november 1942 i Scranton, Pennsylvania.

Nationalitet: Amerikaner.

Civilstand: Gift med Jill Biden siden 1977. Har fået fire børn – de tre af dem med sin første kone, Neilia. To af dem er døde.

Uddannelse:

* 1965: Bachelorgrad i historie og statskundskab ved University of Delaware.

* 1968: Mastergrad i jura ved Syracuse University.

Karriere:

* 1968-1972: Drev sit eget advokatfirma.

* 1973-2009: Valgt til Senatet fra staten Delaware.

* 1988: Forsøgte at blive Det Demokratiske Partis kandidat til præsidentvalget. Han blev ikke nomineret.

* 2008: Forsøgte at blive Det Demokratiske Partis kandidat til præsidentvalget. Han blev ikke nomineret.

* 2008: Barack Obama, der blev Demokraternes præsidentkandidat, valgte Joe Biden som sin vicepræsident.

* 2009-2017: Vicepræsident i USA under Barack Obama.

* 2020: Officielt nomineret som Det Demokratiske Partis præsidentkandidat. Bliver 7. november udråbt som vinder af præsidentvalget, der fandt sted 3. november.

* 2021-: Præsident for USA.

Kilde: CNN.

ANNONCE

ANNONCE
Del din kommentar
Forsiden lige nu