Bil fundet smadret mod træ: 19-årig kvæstet

25. september 2017 10:22 | Af: Matias Mortensen, mm@newsbreak.dk

Tidligt mandag morgen blev en forulykket bil fundet på Skagensvej i Vendsyssel.

Bil fundet smadret mod træ: 19-årig kvæstet

Klokken 04.50 mandag morgen blev en tilskadekommen 19-årig mand fra Vendsyssel fundet i en forulykket bil. Bilen var kørt galt på Skagensvej ved Tuen i Vendsyssel. Den havde voldsomme skader, efter den var kørt i grøften og var stødt sammen med et træ.

Det var en tilfældig forbipasserende, der opdagede den forulykkede bil.

– Det er et solouheld, og der er ikke nogen, der har set det ske, siger Henrik Bech, vagtchef ved Nordjyllands Politi til Newsbreak.dk.

Politiet ved derfor heller ikke, hvornår ulykken er sket.

Den 19-årige blev bragt til Aalborg Universitetshospital.

– Jeg kender ikke hans nærmere tilstand, siger Henrik Bech.

 

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu