Bil med smadrede ruder gemte på overraskelser

14. august 2019 22:48 | Af: Jørgen Rosengren, jr@newsbreak.dk

Bilen kørte rundt på vejene. Og blev stoppet. To gange. Begge gange var det arbejde til politiet.

Bil med smadrede ruder gemte på overraskelser
Som en Kinder-overraskelse blev en bil med smadrede ruder ved at give - politiet noget at lave. Foto: Colourbox.
Del:

En bil med smadrede ruder – kørende på vejen, forstås – gemte på flere overraskelser.

Og ikke af de gode.

Det fremgår af døgnrapporten fra Sydjællands og Lolland-Falsters Politi.

Tirsdag klokken 21.50 fik politiet en anmeldelse om, at en bil, som havde fået smadret bag- og sideruder kørte lidt uden for Slagelse.

En politipatrulje fik standset bilen på Kalundborgvej, hvor der var fire personer i. De forklarede, at de tidligere på aftenen var blevet overfaldet af ukendte gerningsmænd, som havde smadret bilruderne.

En af passagererne i bilen – en 18-årig mand fra Nuussuaq – viste sig at være efterlyst, og han blev kortvarigt anholdt, så der kom styr på den sag.

Artiklen fortsætter under videoen

Og så kunne man tro, sagen om bilen med de smadrede ruder stoppede der. Sådan blev det ikke. Til gengæld blev bilen stoppet igen.

Klokken 23.29 blev bilen standset på ny på Ndr. Stationsvej i Slagelse – denne gang med en 23-årig mand ved rattet.

Den 23-årige virkede påvirket af stoffer, og en narkometertest gav da også udslag for både cannabis, kokain og benzodiazepin. Derfor blev han anholdt og sigtet for kørsel i påvirket tilstand.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu