Bilbranchen meddeler: Nu bliver biler dyrere

21. februar 2019 09:20 | Af: Nicklas Skyum Clausen, nc@newsbreak.dk

Danske biler ser ud til at få et markant prishop fra 1. april.

Som det ser ud nu, kommer rigtigt mange til at skulle betale en hel del ekstra efter 1. april, hvis en ny bil står højt på ønskelisten.

Årsagen er den nye WLPT-målemetode for hvor langt, biler kan køre på literen. Og nu er det altså ved at være sidste udkald, hvis politikerne skal forhindre store prisstigninger, lyder det fra bilbranchen. Det skriver TV2.

Både FDM, De Danske Bilimportører og Bilbasen deler den holdning, at priserne på biler kan stige markant.

FDM har regnet sig frem til, at den typiske prisstigning vil ligge fra 3000 kroner og helt op til 15-20.000 kroner. Enkelte biler vil falde i pris – men samlet set vil de stige.

Og det mener forbrugerøkonom hos FDM, Ilyas Dogru, bestemt ikke er ok:

– Vi har i forvejen en høj registreringsafgift og betaler rigeligt til statskassen i skatter og afgifter, så det er ikke godt, at priserne stiger. Vi håber, at politikerne griber ind inden 1. april, siger Ilyas Dogru til TV 2.

Ifølge Ilyas Dogru er det især små biler, der vil stige i pris. I galleriet over artiklen kan du se eksempler på prisstigningerne – de er hentet fra Volkswagens egen lagerliste.

Politikerne prøver

På Christiansborg har man allerede forsøgt at hindre de nye prisstigninger, men der er ifølge bilbranchen ikke gjort nok.

Man besluttede sig for at kompensere nye bilkøbere for et 21 procent højere brændstofforbrug, men det er ifølge branchen sat for lavt.

Derfor er både Liberal Alliance, Dansk Folkeparti og Venstre ifølge TV2 klar til at kigge på, om der kan skrues yderligere på kompensationen.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu