Bilen totalsmadret: Bilist gjorde det eneste, hun ikke skulle

19. november 2017 06:45 | Af: Jonathan Lykke Lilmoës, jl@newsbreak.dk

Et solouheld på Holbækmotorvejen gik hårdt ud over bilen, men kvinden gik der fra uden større skader.

Hvad der helt konkret gik galt på Holbækmotorvejen i vestgående retning ved afkørsel 2 omkring klokken 00.30 natten til søndag, kan Thomas Mejborn, vagtchef ved Københavns Vestegns Politi, ikke svare på.

– Men den kvindelige fører, har fortalt os, at hun kigger til venstre og pludselig mister herredømmet og kører ind i autoværnet, siger han til Newsbreak.dk søndag morgen.

Ved at fastlåse blikket til venstre fulgte bilen med blikket, og kvinden befandt sig lidt for meget i det spor, der ikke er længst til højre. Derfor tager hun affære.

Det eneste …

Der er bare det ene problem, at kvindens handling er snart sagt den eneste, hun ikke skulle have taget i den forbindelse, lader vagtchefen forstå. Hun drejer kontra.

Selv om det kan synes som det rigtige at gøre, så medvirker det i denne sammenhæng, at kvindens bil bliver slynget mere ud af kurs, så bilen i stedet bliver kylet ind i autoværnet.

Billederne vedhæftet denne artikel kan give det indtryk, at det blev en ganske alvorlig eller endda tragisk udgang, men sådan gik det ingenlunde. Kvinden kom ikke nævneværdigt til skade, oplyser politiet. Modsat kan man sige om bilen.

– Den er noget trykket, siger Thomas Mejborn.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu