Biler for millioner impliceret i uheld

13. oktober 2019 15:32 | Af: Jonathan Lykke Lilmoës, jl@newsbreak.dk

Den ene bil kørte med overvældende dyr last.

Givetvis har der siddet en forsikringsmand med svedige håndflader søndag eftermiddag i forbindelse med et trafikuheld på Køgebugtmotorvejen ved Vallensbæk S.

(Artiklen fortsætter under videoen)

Her kørte tre biler nemlig sammen omkring klokken halv to, og foruden en ikke nærmere defineret bil repræsenterede de to af dem en vis værdi.

Først var der en Porsche Panamera, der led store skader, fordi den blev kilet fast under et autoværn. Sådan en fætter er dyr, men den er ingenting sammenlignet med en anden af uheldsparterne.

Rent faktisk var det ikke selve bilen, der var impliceret. Den holdt nemlig pakket væk i en tildækket og højst hemmeligholdt trailer, mens den bil, der trak den, var impliceret i uheldet, fortæller vagthavende operationschef hos Hovedstadens Beredskab, Kristian Næsted, til Newsbreak.dk.

På siden af traileren var det dog knap så hemmeligt, hvad den indeholdt. Her står nemlig Koenigsegg. For de uindviede er der tale om et urimeligt dyrt bilmærke.

Eksempelvis koster Koenigsegg Regera fra 2018 svimlende to millioner amerikanske dollar – i startpris. Traileren var altså heller ikke tom.

– Folkene derude forsøgte at få chaufføren til at åbne traileren, så de kunne inspicere, men det ville han altså overhovedet ikke være med til, siger Næsted.

Altså er det uvist, hvilken model, der gemte sig under presenningen. Bilen, der trak traileren, fik en større skade på højre side af fronten. Bilen i traileren tog ikke skade. Mon ikke også den er pakket godt ind.

Ingen personer kom noget alvorligt til ved harmonikasammenstødet, der sendte trafikken til hjørne i en kort periode, mens der blev ryddet op på stedet.

x
Del din kommentar
Forsiden lige nu