Biler smadret sammen: Pludselig forsvandt mand

10. januar 2019 21:41 | Af: Jonathan Lykke Lilmoës, jl@newsbreak.dk

En mand forsvandt fra et uheldssted, men han var ikke stukket af.

Oprindelig troede Nordjyllands Politi, at en mandlig bilist var stukket af fra et trafikuheld i krydset Milbakvej og Elkærvej i Sulsted nord for Aalborg.

Manden var ganske vist ikke på stedet, men det viste sig at have en god forklaring, fortæller vagtchef Torben Larsen fra Nordjyllands Politi til Newsbreak.dk.

Uheldet blev anmeldt – efter sigende af den anden part i uheldet – da manden, der var kørende i en personbil af mærket BMW efter at være kørt frontalt sammen med en anden personbil, en Toyota, gik fra stedet.

– Det viste sig dog, at manden har en kammerat, der bor lige rundt om hjørnet. Så der var han gået hen, og vennen havde kørt ham på Skadestuen, hvor patruljen netop kommer fra og har afhørt ham, siger Torben Larsen ved 20.45-tiden.

Ingen er kommet alvorligt til skade, men politiet er nu i gang med at finde ud af, hvad der er op og ned i hele sagen. Umiddelbart forlyder det dog, at manden ikke bliver sigtet for at forlade et uheldssted. Det er ellers strafbart.

Torben Larsen kan ikke fortælle ret meget i detaljer, da patruljen, der arbejder med sagen, ikke har afleveret en rapport endnu.

Uheldet blev anmeldt klokken 18.49. Ifølge vores oplysninger er modparten en kvinde, også hun er blevet afhørt i sagen.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu