Bilist kører ind i 35-årig og flygter

8. juli 2019 10:59 | Af: Uffe Dahl, newsbreak.dk - mail: redaktion@newsbreak.dk

En 35-årig mand blev søndag aften ramt af en bil - to 19-årige er anholdt i sagen. Politiet søger dog stadig efter yderligere gerningsmænd.

Søndag aften klokken 21.55 fik Østjyllands Politi en anmeldelse om en tilsyneladende bevidst personpåkørsel i Aarhus. Gerningsmændende flygtede efterfølgende fra stedet.

Det bekræfter kommunikationsrådgiver hos Østjyllands Politi, Jakob Christiansen over for Newsbreak.dk.

– Påkørslen skete på Janesvej (ved Bazar Vest/ red.). Her kom den 35-årige gående med en 27-årig kammerat, da to biler kommer kørende. Den ene bil kører op på fortovet og rammer den 35-årige på benet. Derefter kører den anden bil efter dem, fortæller Jakob Christiansen.

Artiklen fortsætter under videoen

Den 35-årige, der blev påkørt, blev ikke alvorligt kvæstet.

Kort efter bliver to 19-årige unge mænd anholdt. Ifølge politiets efterforskning har de kørt i den ene af de to biler.

– De to er sigtet efter straffelovens paragraf 255, der handler om at volde nærliggende fare for nogens liv eller førelighed. De bliver formentlig løsladt efter endt afhøring, siger Jakob Christiansen.

Ifølge kommunikationsrådgiveren er der intet, der tyder på, at påkørslen er banderelateret.

– Efterforskningen tyder på, at der er tale om en intern konflikt mellem parterne, siger Jakob Christiansen

Søger vidner

Politiet leder stadig efter den anden bil og er derfor meget interesserede i at høre fra vidner, der har set noget i forbindelse med påkørslen.

Østjyllands Politi kan kontaktes på telefon 114.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu