ANNONCE

Bilist kørte 144 i timen i 70-zone

14. januar 2019 15:45 | Af: Peter Koch, pk@newsbreak.dk

Manden bag rattet var langt fra den eneste synder, politiet mødte i løbet af otte timer lang indsats.

Bilist kørte 144 i timen i 70-zone
Politiet havde nok at lave på de otte timer.

Færdselsafdelingen ved Østjyllands Politi havde nok at lave fredag, 11. januar, da afdelingen over otte timer satte fokus på trafikken i det vestlige Aarhus.

Der var betjente ude i det særlige ærinde fra 16.00 til 24.00, og i den periode, blev der skrevet flere bøder, og det blev også til en biljagt, da en 27-årig mand forsøgte at stikke af fra politiet. Hans bil rundede 144 kilometer i timen på en strækning, hvor han må køre 70, og han var langt fra den eneste, der gjorde sig skyldig i rendyket vanvidskørsel.

Østjyllands Politi oplyser i døgnrapporten for kredsen, at man også mødte en 21-årig mand, der blev taget med 108 kilometer i timen på Silkeborgvej, hvor fartgrænsen er 50 kilometer i timen. Den 21-årige kan ikke have haft kørekort i mere end tre års tid, men i den periode har vedkommende alligevel skrabet 18 sager sammen om klip i kørekortet, og otte sigtelser for narkokørsel, oplyser politiet.

To møder med politiet

En 19-årig mand mødte faktisk politiet to gange i løbet af de otte timer, aktionen varede. Første gang blev han taget med 117 kilometer i timen på en del af Silkeborgvej, hvor man må køre 70, og det er i sig selv nok til en betinget frakendelse af kørekortet. Da den unge mand ikke har har haft kørekort i så lang tid endnu, bliver han ramt af et kørselsforbud, når hans sag hos politiet er afgjort.

“Men det bekymrede tilsyneladende ikke den 19-årige mand, for han blev kun fire timer senere taget i at køre over for rødt lys to gange ud af Hasle Ringvej,” skriver politiet, der runder fortællingerne om de otte timer i det vestlige Aarhus af med en optælling af det, der også blev skrevet ud af bøder.

Seks betingede frakendelser af kørekortet på grund af for høj hastighed
Fire klip i kørekortet på grund af for høj hastighed
To blev sigtet for kørsel i frakendelsestiden
Tre øvrige sigtelser for henholdsvis brug af mobiltelefon, fejl og mangler på bilen og manglende forsikring

ANNONCE

x
Del din kommentar
Forsiden lige nu