Bilister kører over for gult – humor-kampagne skal stoppe dem

3. november 2016 19:42 | Af: Jørgen Rosengren, jr@newsbreak.dk

En del ulykker sker på grund af bilister, der kører over for gult. Det problem skal der sættes en stopper for med kampagne og gul karma.

Aarhus bremser for gult. En kampagne fyldt med humor og overraskende indslag i gadebilledet skal være med til at nedbringe ulykkerne i Danmarks næststørste by. Video: Aarhus Kommune.

Du kender det sikkert: Du nærmer dig et lyskryds. Pludselig skifter det til gult. Og hvad gør du nu? Bremser eller træder på speederen og kører over alligevel? Det sidste er der mange der gør – især i Aarhus. Derfor sætter Aarhus Kommune, for fjerde gang, ind mod de bilister, der vælger netop dén løsning.

– Det gør vi, fordi vi kan se på det generelle ulykkesbillede, at det er en medvirkende faktor til ulykkerne, når folk kører over for sen-gult, siger Pablo Celis fra Center for Byudvikling og Mobilitet, Aarhus Kommune, til Newsbreak.dk.

Aarhus bremser for gult

Ifølge Pablo Celis er det et specielt Aarhus-fænomen lige at sparke speederen i bund, når lyset skifter – omend det selvfølgelig sker i hele landet.

– Og det er en tendens, vi skal have lavet om. Vi skal ændre folks holdning, siger Pablo Celis.

Aarhus har en indre ringgade og en ydre ringvej, og det er netop på de to strækninger, at tendensen med at køre over for gult er størst.

– Nu er problemet så, at folk simpelthen ikke bremser fordi, de er bange for at blive påkørt bagfra, siger Pablo Celis.

Lang inkubationstid

Ifølge Pablo Celis kan det tage op til ti år at få en tendens vendt i befolkningen – men det kan lade sig gøre.

– Se bare på kampagnerne for at få folk til at køre med sele eller ikke køre spritkørsel. Nu er det jo dårlig stil at sætte sig bag rattet, hvis man har drukket, siger han.

Det er også derfor, at man fra Aarhus Kommunes side nu for fjerde gang prøver at oplyser aarhusianerne om faren ved at køre over for gult – og det gerne med humor og via de sociale medier. Og gul karma, som der skal spredes ud over bilisterne.

I denne uge, 44, og den næste, kan man nu, mens man holder for rødt, pludselig blive overrasket af glade mennesker i gule t-shirts, der hylder en for ikke at have kørt over for gult. Han er klar over, at gammeldags avisannoncer ikke når den brede befolkning. Derfor bruger man de aktivt de sociale medier og en hjemmeside til at sprede budskabet på.

– Det er en nemmere måde at skille sig ud på. Og så håber vi på, at det kan få folk til at reflektere over det, siger Pablo Celis, der samtidig glæder sig over, at ovenstående video i skrivende stund er blevet vist 1.800 gange – den foregående har haft over en halv million visninger.

 

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu