Bille-risiko: To partier kaldes tilbage

13. november 2019 17:24 | Af: Jonathan Lykke Lilmoës, jl@newsbreak.dk

Der er risiko for bønnebiller i pakninger med kikærter. Derfor kaldes to partier tilbage.

På grund af risikoen for, at der findes såkaldte bønnebiller i pakningerne, kalder Midsona A/S via Fødevarestyrelsen to partier med kikærter tilbage.

(Artiklen fortsætter under videoen)

Bønnebillen er en to til fire millimeter stor fætter, der lever af blandt andet at spise frø. Den er ikke farlig for mennesker, men den er til gengæld heller ikke tænkt som tilbehør til hummus.

Midsona ejer det kendte brand Urtekram, og det er under dette navn kikærterne sælges. Du kan se et billede af produktet i galleriet over artiklen her.

Produktet er solgt i samtlige af Coops forretninger i Danmark, der fører Urtekram kikærter.

Fødevarestyrelsen råder i en pressemeddelelse forbrugerne til at levere produktet tilbage til butikken, hvor det er købt, eller at kassere det.

Newsbreak.dk har telefonisk kontaktet Midsona i Danmark med henblik på at høre, hvordan det er opdaget, at der er biller i kikærte-poserne, men en telefonsvarer bedyrer, at kontoret er lukket i skrivende stund.

Poserne med kikærter kan kendes på følgende data:
Nettovægt: 400 gram
Bedst før datoer: 01/10/2020 og 21/10/2020
EAN stregkode nr.: 5765228106037

x
Del din kommentar
Forsiden lige nu