Billister uden lys bagtil kan blive fattigere

31. oktober 2019 19:51 | Af: Ritzau Fokus

En bil uden lys i baglygterne kan skabe farlige situationer - især i mørke og i tæt regn. Og så vanker der desuden også en klækkelig bøde.

Måske har du ikke lagt mærke til det. Men det er ikke alle baglygter, som automatisk tændes, når bilen startes.

Så nu hvor de lyse timer bliver færre, skal du altså til at tjekke baglygterne.

Artiklen fortsætter under videoen

Ifølge Rådet for Sikker Trafik er det en hyppig forglemmelse, der kan skabe kritiske situationer – og irritation hos andre.

– Er du i tvivl om, hvorvidt der er lys i baglygterne, så tænd nærlyset. Så er du helt sikker på, at baglygterne også er tændt, siger chefkonsulent Pernille Ehlers.

Reglerne lavet om

Reglerne har været ændret nogle gange. Men siden sommeren 2016 har lyssensorer været et EU-krav for alle nye typegodkendte biler.

Det betyder, at også baglyset automatisk skal tændes i lygtetændingstiden.

Lyssensoren bør også registrere dårlig sigtbarhed som sne og slud, tæt tåge, eller det står ned stænger.

Men vær alligevel ekstra opmærksom, når efterårs- og vintervejret viser tænder.

Mange har oplevet det

Ifølge Rådet for Sikker Trafik oplevede 70 procent af de adspurgte bilister sidste år en medtrafikant med slukkede baglygter, selv om det var mørkt eller tåget.

For 12 procent udmøntede det sig i en kritisk situation.

– Få styr på alle de funktioner, du ikke bruger så tit, så du ikke kommer i tvivl, den dag du sidder bag rattet og skal bruge det.

– Ellers bliver man distraheret. Og man skal køre bil, når man kører bil, understreger Pernille Ehlers.

Samme budskab istemmer FDM.

– Du kan med fordel undersøge, om der er mulighed for at omkode bilen, så baglygterne altid tænder, når du starten bilen, foreslår afdelingschef Michael Malmquist.

Den rigtige lyssætning er enormt vigtig. Og det gælder også det lange lys.

Kører for stærkt uden lys

Ifølge en rapport fra Havarikommissionen er en række ulykker om natten sket, fordi bilisten dels har kørt for stærkt, men heller ikke har haft det lange lys på til at bane vejen for sving og øvrige afmærkninger.

– Så glem ikke at bruge det lange lys, men blænd selvfølgelig ned, når der kommer modkørende. Det gælder også fodgængere, cyklister og knallertkørere, understreger Pernille Ehlers og tilføjer:

– Hold blikket på egen vejbane, og pas på med at kigge i de modkørende bilers lygter. Dels kan du trække rattet over mod den forkerte vejbane, og du kan også blive så blændet, at det er vanskeligt for øjet at omstille sig til mørket igen.

Producenterne ser allerede de problematikker som et behov, der skal løses.

Der udvikles hele tiden nye sikkerheds- og førerstøttesystemer, fortæller Michael Malmquist fra FDM.

– Nogle systemer er så avancerede, at de kan spotte dyr, som står tæt på vejen, eller selv blænde ned for modkørende.

– Det kan være med til at redde en selv eller ens medtrafikanter, understreger han.

Kilde til billeder: Rådet for Sikker Trafik.

x
Del din kommentar
Forsiden lige nu