Tag foto af skader ved ulykke på ferien

25. juni 2018 05:55 | Af: Louise Bennetzen, lb@newsbreak.dk og Ritzau Fokus

Billeder af børnene, der hopper i swimmingpoolen, er obligatoriske på ferien. Men det er også vigtigt at tage billeder, hvis der sker en ulykke.

Del:

Bilen er pakket med badetøj og køletaske og ruten går sydpå. Sådan ser manges sommerferie ud. Men de færreste tænker nok over, at man kan komme ud for et biluheld på ferien i udlandet, som kræver, at man holder hovedet koldt og får de rigtige oplysninger.

Kommer man ud for et biluheld på ferien skal man særligt huske tre ting, fortæller Mette Lundstrøm Jørgensen, der er projektchef på UlykkesLinjen.

Tip 1: Husk at få fat i modpartens navn

– I panikken efter en ulykke kan man rigtig nemt blive forvirret og glemme de vigtige ting, særligt når man måske heller ikke kender sproget, siger hun.

– Men nummer et er, at man skal huske at få navn og adresse på modparten og navn på bilens forsikringsselskab, så man bagefter kan rejse et eventuelt erstatningskrav, siger Mette Lundstrøm Jørgensen.

Tag også gerne billeder af ulykkesstedet, modpartens bil og registreringsnummer samt eventuelle personskader. Spørg også, om du må tage et billede af modpartens id-kort.

Tip 2: Få vidners kontaktoplysninger

Den næste vigtige ting er, at hvis nogen har overværet uheldet, så sørg for at få deres kontaktinformationer, siger Anja Lintrup Sørensen, der er konsulent hos Forsikringsoplysningen.

– Hvis der er nogen, som har overværet ulykken, så få vidneudsagn og navn, telefonnummer og adresse på de eventuelle øjenvidner, siger hun.

Tip 3: Tag på hospitalet med det samme

Råd nummer tre er, at hvis man oplever den mindste gene efter en ulykke – såsom smerter, lidt stivhed eller en bule – så skal man gå til lægen eller et hospital med det samme, selv om man tænker, at det ikke er noget.

– Fordi det er rigtig vigtigt at få dokumenteret en skade lige efter ulykken. For man kan ikke få erstatning for en skade, der ikke er dokumenteret umiddelbart efter ulykken, siger Mette Lundstrøm Jørgensen.

Så selv om man bare gerne vil køre hjem efter sådan en oplevelse, så skal man ikke ignorere smerter eller gener, lyder opfordringen.

– Det er vigtigt for at kunne dokumentere sammenhængen mellem skader og ulykken, påpeger Anja Lintrup Sørensen.

Klik igennem galleriet for at se, hvad du skal huske at få af informationer ved et biluheld på ferien.

Fakta

Uheld på kør selv-ferie? Det her skal du huske

Det er ikke rart at køre galt på ferien. Men er uheldet ude, er der nogle helt bestemte informationer, man skal huske at skrive ned, for at sikre, at man kommer hjem med de bedste vilkår. Forsikringsselskabet har brug for følgende oplysninger:

  • Tidspunkt og sted for ulykken
  • Navn og adresse på modparten
  • Registreringsnummeret på modpartens bil
  • Forsikringsselskab og policenummer på modparten
  • Politirapporten eller en kopi af den, hvis politiet er involveret
  • Navn og kontaktinformationer på eventuelle vidner

Kilde: FDM

Kilde: Forsikring & Pension.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu