Spild ikke dine penge på dette kosttilskud

12. november 2019 06:04 | Af: Peter Koch, pk@newsbreak.dk

Har du brug for at spise biotin i form af kosttilskud? Hvis du er et helt normalt menneske, der spiser helt almindelig mad, er svaret enkelt.

Spild ikke dine penge på dette kosttilskud
Du kan få biotin som kosttilskud, men det er spild af penge, lyder det fra eksperten. Genrefoto.

Har du brug for at spise biotin? Som en del af din kost, ja. Som et kosttilskud, der først og fremmest indeholder biotin? Nej. Får du noget ud af at spise biotin, hvis du er tyndhåret? Nej, ikke hvis det at tabe håret nu engang er noget, der ligger til din familie.

Hvis du går på nettet og søger på biotin, kan det ellers være, at du får en anden opfattelse. Du kan finde hjemmesider, der sælger biotinkosttilskud. Du kan finde hjemmesider, der omtaler biotin som noget, man med fordel kan indtage mere af, hvis man vil have håret til at gro langt og fyldigt.

Hvordan hænger det sammen med, at du i denne artikel kan læse, at biotin som enkeltstående kosttilskud vil være spild af penge?

Det har Newsbreak.dk har talt med Susanne Gjedsted Bügel om. Hun er professor ved Institut for Idræt og Ernæring ved Københavns Universitet og forsker i vitaminer, og for hende er sagen ganske klar.

Artiklen fortsætter under videoen

Spørger man hende, om kosttilskud der specifikt indeholder meget biotin, er spild af penge, er svaret et klart ja.

Spørger man hende, om danskere, der føler, at de har mindre og mindre hår på hovedet, vil få noget ud af at spise kosttilskud, der specifikt indeholder meget biotin, er svaret et klart nej.

Hvad er biotin?

Susanne Gjedsted Bügel fortæller, at biotin er et af mange b-vitaminer, og at mennesker har brug for b-vitaminer på lige fod med andre vitaminer.

– For at kroppen skal kunne producere hår, hud og negle, skal den bruge b-vitaminer. Men man producerer ikke flere hårceller af at spise meget biotin, siger Susanne Gjedsted Bügel.

Hun forklarer, at kroppen har brug for b-vitamin til den grænse, at der er nok til, at produktionen af eksempelvis hår kan fungere. Det er biotin godt for. Men kroppen producerer bare ikke mere hår af at få flere b-vitaminer.

– Det er som at tænde lyset ved at trykke på en kontakt. Enten virker det, eller også virker det ikke, siger hun.

Kan man mangle stoffet?

Hvis din krop har svært ved at producere hud, negle og hår, kan det betyde, at du mangler b-vitamin i din kost.

I den henseende er mangel på biotin et reelt problem, du kan løbe ind i. Det kan ske for ældre borgere, der generelt ikke spiser meget. Det kan også ske for alkoholikere, der drikker mere, end de spiser. Men for de grupper af mennesker vil løsningen være mere fast føde og mere variere og sund kost. Ikke biotinpiller.

Susanne Gjedsted Bügel tvivler derudover på, at der i Danmark findes helt almindelige mennesker, der spiser nok og varieret kost, der samtidig lider af biotinmangel. Det er nemlig sådan, at vi i vores kost får alt det, vi normalt har brug for i form af vitaminer og mineraler.

Det skal ses i lyset af, at eksperterne anslår, at du har brug for 30 mikrogram biotin om dagen for at få nok i din kost. Spiser du ét æg, indtager du cirka 40 mikrogram af stoffet. Spiser du 100 gram grønkål, får du cirka 147 mikrogram af stoffet, og spiser du 100 gram kyllingelever, får du 426 mikrogram af stoffet.

Hvis du med andre ord sørge for at spise frugt, grønt, grove kornprodukter (eksempelvis rugbrød) og kød, så får du nok biotin via din kost. Nøgleordene er frem for alt andet en sund og varieret kost, eksempelvis baseret på de officielle kostråd.

Susanne Gjedsted Bügel fraråder dermed også, at man bruger sine penge på kosttilskud, der bliver solgt på at indeholde meget af stoffet.

– Hvis du er genetisk disponeret for skaldethed, kan du ikke gøre så meget ved det. Men der er meget, der har indflydelse på hårtab. Hår dør, falder af, og bliver der produceret nyt. Det er en helt almindelig proces, siger Susanne Gjedsted Bügel.

Spis rigtig mad i stedet

Betyder det, at de, der sælger biotinpiller lyver? Ikke hvis de påstår, at biotin er et af flere b-vitaminer, din krop har brug for, for at den kan producere hud, negle og hår.

– De (sælgerne, /red.) bevæger sig på kanten. Det er korrekt, at biotin indgår i den proces, der styrker hår, hud og negle, men skaldede mennesker kan ikke gro håret tilbage af at spise vitaminpiller, siger Susanne Gjedsted Bügel. Hun fortæller, at folk, der lider af biotinmangel vil opleve hårtab og hudforandringer. Den viden kan få folk til at tro, at mere biotin kan give dem mere hår på hovedet. Det er bare ikke rigtigt.

Hvis du derfor en dag et sted læser, eller hører, at du skal tage biotin mod hårtab, og at biotinpiller er et mirakelmiddel, kan du med ro i sindet ignorere det.

Ifølge Susanne Gjedsted Bügel er der ikke noget, der tyder på, at biotin er farligt. Hun anbefaler bare ikke nogen normale mennesker at spise det som tilskud til deres kost.

Hvis du alligevel gerne vil øge biotinmængden i din kost, så kunne du overveje at spise omeletter med ekstra æggeblommer, der netop indeholder meget af det omtalte stof.

– Så man kan jo se, om det ændrer noget, siger Susanne Gjedsted Bügel.

Du kan i øvrigt læse mere om b-vitaminer hos Videnskab.dk, hvor Susanne Gjedsted Bügel også har udtalt sig.

x
Del din kommentar
Forsiden lige nu