Bjergbestiger død: Familien opdager det via Google

23. maj 2016 17:45 | Af: Anne Mejdahl Daugbjerg, ad@newsbreak.dk

Den australske professor Maria Strydom er død på Mount Everest - men familien måtte selv finde nyheden ved en Google-søgning.

34-årige Maria Strydom, kaldet Marisa, fra Melbourne, Australien, var på en syv uger lang ekspedition med sin mand Robert Gropel for at bestige Mount Everest.

Hendes GPS-tracker holdt op med at virke fredag. En enkelt transmission fra GPS’en lørdag gav familien håb, men en Google-søgning lørdag aften afslørede den tragiske nyhed: Marisa Strydom var død, fortæller hendes søster Alette Newman til AAP, skriver News.com.au.

– Før jeg gik i seng i aftes (lørdag, red.), fandt jeg en artikel i Himalyan Times, hvor der stod, at min søster var død på Everest, og det er det første, jeg hører om det. Jeg rystede som et et espeløv. Vi kunne simpelthen ikke tro det, sagde hun til AAP søndag.

Familien har endnu ikke hørt fra det firma, der står bag ekspeditionen. Flere forskellige medier skriver om dødsfaldet, og tilskriver det højdesyge, sne-blindhed og slagtilfælde.

– Vi har ingen svar, og vi vil virkelig gerne have nogle, siger Newman.

Familien er selvsagt også meget bekymret for Robert Gropel, som ifølge det australske udenrigsministerium er skadet, og holdet forsøger at få ham ned fra bjerget.

Ville være de første veganere på toppen af Mount Everest

Aletta Newman fortæller desuden, at de vil forsøge at få hendes søsters lig ned fra bjerget, men fra 8000 meters højde kan det vise sig at blive svært.

Robert Gropel skulle befinde sig på camp to, og man vil forsøge at redde ham ned. Camp to befinder sig 6400 meter over havets overflade. I samme gruppe bestigere var også den hollandske bjergbestiger Eric Arnold, som døde fredag af højdesyge. Begge dødsfald er de første dette år.

Både Marisa og Robert var ifølge Alette Newman erfarne bjergbestigere.

De havde til mål at bestige de højeste bjerge på hvert kontinent. De ville bevise, at veganere ikke er fejlernærede eller svage.

– Vi vil bevise, at veganere kan gøre alting og mere, sagde Marisa Strydom i marts.

Mellem fem og 10 personer dør på Everest hvert år

Ekspert i bjergbestigning, Alan Arnette, fortæller til AAP, at det er “meget normalt”, at mellem fem og 10 personer dør på Mount Everest hvert år.

Han fortæller, at højdesyge er et begreb, der dækker over en mængde problemer som vand i lungerne og hævelser i hjernen.

Robert Gropels forældre er fløjet til Australien for at hjælpe med at få deres svigerdatters lig hjem. De håber også på, at de kan få fløjet deres søn til Kathmandu med helikopter.

– Han er i stand til at tale, men han er selvfølgelig dybt fortvivlet. Han er meget opsat på ikke at forlade Nepal uden sin kone, siger forældrene til AAP.

I 2014 og 2015 blev alle ekspeditioner aflyst, efter bjergbestigere og sherpaer døde i laviner på bjerget.

Marisa Strydom var underviser på Monash University og havde tidligere besteget Denali i Alaska, Aconcagua i Argentina og Kilimanjaro i Afrika.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu