ANNONCE

Black friday: Sådan snyder butikkerne din hjerne

21. november 2020 13:01 | Af: Jørgen Rosengren, jr@newsbreak.dk og Ritzau Info

Når black friday finder sted den 27. november, så kig en ekstra gang på prisen, inden du klikker varer hjem på baggrund af store besparelser.

Det er kun black friday én gang om året, og det er noget, der tricker vores hjerner.

– Det er en begrænset periode, det finder sted, og normalt lever man fornuftigt, men det smider man lidt ud af vinduet her, fordi man tænker, at det kun sker en gang om året, siger Alexander Josiassen, der forsker i forbrugeradfærd og er professor ved Institut for Afsætningsøkonomi på Copenhagen Business School.

Du kan forøvrigt se, hvilke produkter, det ifølge tal fra PriceRunner, ikke kan betale sig at købe på black friday i galleriet ovenfor.

I år finder black friday sted den 27. november, og en af de mekanismer, butikkerne typisk plejer at gøre brug af for at få dig til at købe, er knaphedsprincippet.

Eksempelvis ved at tydeliggøre, at tilbuddet kun gælder i et par timer, for en dag, eller at der kun er et begrænset antal varer på lager.

– Når butikkerne gør det, så blokerer det for vores evne til refleksion og selvkontrol, som er noget, vi ellers godt plejer at kunne mønstre, forklarer Niels Holm Jensen, der er adfærdspsykolog og har undervist i adfærdsdesign og -psykologi ved Aarhus Universitet.

Efterhånden er dagen blevet italesat som noget, vi bare tager del i – ligesom halloween.

– Når det bliver italesat som noget, man bare gør, så aktiverer det også en forventning i os om, at vi også skal være en del af det, siger Niels Holm Jensen.

Sådan bliver du ikke revet med

Vil du undgå at blive revet med, så forsøg at begræns din eksponering for tilbuddene ved eksempelvis at afsætte et tidsinterval, hvor du kigger.

Vær også opmærksom på, at selv om du ser en vare, der er sat betydeligt ned, så er det langt fra sikkert, den er billig.

– Man forankrer sig typisk på det første tal, man bliver præsenteret for, så butikker vil forsøge at skabe en indledningsvis høj pris, så det tilbud kunden får, opleves særlig billigt, siger Niels Holm Jensen.

Fakta

Vær varsom med tilbud black friday

* I 2019 fulgte prissammenligningsportalen Pricerunner tusindvis af produkter hos 47 af de største webshops herhjemme, og det viste sig, at 6 ud af 10 butikker hævede priserne løbende frem mod black friday.

* I 2018 kostede en tredjedel af de varer, der var på tilbud til black friday, det samme eller mindre halvanden måned tidligere. Det viste en opgørelse fra Pricerunner, der havde analyseret priser på over 29.000 varer.

* Desuden havde otte procent af varerne i 2018 været sat op i pris og sat ned igen i dagens anledning.

Kilde: DR og Berlingske.

Det er en kendt problemstilling, at en virksomhed sætter sine varer op i pris i tiden før black friday for igen at sætte dem ned, så det ligner, at du får en betydelig større rabat. Det forklarer Eva Vindsebæk Sjøgren, der er chefkonsulent i Forbrugerombudsmanden.

Opdager du, at en vare er blevet sat op kort tid inden black friday, så kan du klage til Forbrugerombudsmanden.

– Hvis man skal markedsføre en vare på tilbud, så skal den have haft en stabil normalpris i en længere periode – som udgangspunkt vil det være seks uger.

Så tænk dig om, for de store rabatter kan hurtigt se imponerende ud.

– Kig på nuprisen, og vurder, om den er noget værd. Hvis der står, at en gaffel er faldet fra 500 til 200 kroner, så er det ikke ensbetydende med, at gaflen er værd at give 200 kroner for, siger Alexander Josiassen.

Anderledes udsalg

Rema 1000 dropper på grund af coronasituationen traditionen om at holde dagen med de ofte gode tilbud på en enkelt dag.

Det skriver kædens kommunikationschef, Jonas Schrøder, på Twitter.

– Det dur ikke med vilde tilbud en enkelt dag på grund af corona – (det, red.) tiltrækker for mange kunder samtidig, skriver han.

Rema 1000 dropper dog ikke tilbuddene helt. I stedet spredes de ud over flere dage, skriver Jonas Schrøder.

– Sikkerhed for kunder er vigtig, lyder det fra kommunikationschefen på Twitter.

Amerikansk fænomen

Black friday er oprindeligt et amerikansk fænomen, der finder sted dagen efter fejringen af thanksgiving i USA.

Helligdagen fejres den fjerde torsdag i november, og dagen efter indleder de amerikanske butikker julesalget med slagtilbud.

I år finder shoppedagen med de mange tilbud sted 27. november.

Blevet populær i Danmark

Traditionen er også nået til Danmark, hvor salget flere gange er løbet op i omkring to milliarder kroner på en enkelt dag.

Dagen har været med til at gøre november til en af årets største handelsmåneder.

Det står i stor kontrast til niveauet for fem år siden, hvor november var en forholdsvis almindelig måned for den danske detailhandel.

Det skyldes også net-pendanten til black friday – cyber monday. Her er det netbutikkerne, som mandagen efter thanksgiving disker op med slagtilbud.

Som Newsbreak.dk tidligere har beskrevet, bør du se dig for – uanset om du køber varer til dig selv eller andre.

Det er nemlig langtfra alle produkter, som er lige fordelagtige at købe på black friday.

Du kan se, hvilke produkter, det ifølge tal fra PriceRunner, ikke kan betale sig at købe på Black Friday i galleriet ovenfor.

ANNONCE

ANNONCE
Del din kommentar
Forsiden lige nu