ANNONCE

Blæste på corona-regel: Dømt for vold

9. november 2020 18:42 | Af: Newsbreak.dk

Ung mand ville ikke følge dørmands anvisninger.

Blæste på corona-regel: Dømt for vold
Den unge mand slap for fængsel. Foto: CLAUS FISKER/Scanpix 2017

Af: Claus Jessen

Det får nu alvorlige konsekvenser for en 19-årig tømrer fra Varde, at han ikke ville følge corona-restriktionerne på det lokale værtshus i byen.

Den 19-årige er mandag blevet kendt skyldig i vold mod en dørmand på værtshuset Pioner Bar i Varde tilbage i september.

En enig domsmandsret ved Retten i Esbjerg valgte at straffe den unge mand med tyve dages betinget fængsel og 40 timers samfundstjeneste.

Selv om selve dommen er forholdsvis mild, så får den alligevel alvorlige konsekvenser for den unge mand, da hans straffeattest nu bliver plettet.

Ville ind i baren

Balladen opstod på Pioner Bar, efter at den 19-årige var gået ud for at trække frisk luft uden for værtshuset.

Dørmanden nægtede at lukke ham ind igen, da klokken havde passeret 23.00. De daværende corona-restriktioner forbød blandt andet værtshuse at lukke gæster ind efter dette klokkeslæt.

-Jeg kan ikke helt huske, hvad der skete, og hvad dørmanden sagde til mig. Men han greb pludselig fat i mine håndled, forklarede den unge mand i retten.

På en video, som blev afspillet i retten, fremgik det tydeligt, at de to mænd diskuterede voldsomt, og at der var en del håndgemæng mellem mændene.

Især et voldsomt skub mod dørmandens bryst var årsag til, at domsmandsretten valgte at dømme den 19-årige for vold.

Send ham i fængsel

Anklager Pernille Heiss fastslog i sin procedure, at den 19-årige burde idømmes en ubetinget fængselsstraf.

-Det er en skærpende omstændighed, at volden er begået mod en dørmand, lød det fra anklageren.

Forsvarer Thomas Hede Sørensen plæderede for frifindelse, eller en betinget straf.

-Min klient er ung og ustraffet og med fast arbejde, påpegede forsvareren.

Gør hvad der bliver sagt

Efter at have afsagt dommen, kom dommer Peter Roesen med en både venlig og alfaderlig formaning til den dømte:

-Man skal gøre, hvad der bliver sagt. Når dørmanden beder dig gå, så er det din opgave at forlade stedet. Også selv om du føler dig uretfærdigt behandlet. Dørmanden har mange ting at tage hensyn til – ikke mindst i disse corona-tider.

-Det handler om helheden og ikke kun en selv. Det er god stil, og det håber jeg, at du kan med dig herfra i dag.

ANNONCE

ANNONCE
Del din kommentar
Forsiden lige nu