Blev bidt af giftigt dyr – har aldrig tidligere oplevet så voldsom smerte

9. maj 2018 16:02 | Af: Jesper Werge, redaktion@newsbreak.dk

Hugormen er Danmarks svar på en giftslange. Det fik en nordjysk mand at føle på egen krop, da han søndag i sit sommerhus - iført sundhedssandaler - blev bidt af et lynhurtigt eksemplar. Smerterne har været voldsomme.

Del:

Hugormen er Danmarks svar på en giftslange – og af og til går det galt. Rigtig galt.

I søndags holdt aalborgenseren Carsten Stig Olsen weekend i sit sommerhus, der ligger i Blokhus. Intet unormalt i det.

Men den solbeskinnede idyl blev øjeblikkeligt afbrudt, at Carsten Stig Olsen blev bidt af en hugorm.

– Jeg går ind i vores solgård, og der føles det som om, at jeg træder på noget gummi. Og inden jeg når at registrere noget som helst, så bliver jeg bidt, fortæller Carsten Stig Olsen til Newsbreak.dk.

Cirka 400 mennesker bides årligt

Selv om han var iført et par Birkenstock sandaler, så lykkedes det den giftige slange at ramme Carsten Stig Olsens fod.

Det er heldigvis ikke ofte, at de danske hugorme bider fra sig.

Ifølge websitet Sundhed.dk  bliver i omegnen af 400 personer bidt af hugorme om året. For de fleste er det ikke livstruende at blive bidt af en hugorm.

Alle bør dog komme under lægebehandling så hurtigt som muligt. Og frem for alt skal man ikke gøre som filmheltene. Hvis man bider, skærer eller suger på bidet, så gør man kun ondt værre.

Har aldrig prøvet noget så smertefuldt

Ifølge TV2 Nord var det da også slemt nok for Carsten Stig Olsen, uden at han begyndte at agere filmhelt.

– Det hæver kraftigt, og det gør virkelig ondt. Jeg er kommet til skade nogle gange i mit liv, men jeg har aldrig prøvet noget, der gjorde så ondt. Det var virkelig voldsomt, fortæller han.

Da Newsbreak.dk onsdag eftermiddag havde kontakt til ham var meldingen, at hævelsen fortsat var voldsom i både ben og fod.

Forårsmånederne er da også de helt oplagte, hvis man gerne vil se – og ikke nødvendigvis bides af – en hugorm.

Ifølge websitet naturguide.dk er de bedste tidspunkter de første, lune forårsdage i april eller tidligt om morgenen hen over sommeren.

Hugormen har det skidt med kulde

Hugormen er ifølge sitet vekselvarm, og det betyder, at den er afhængig af solens opvarmning for at få varme og energi nok i kroppen til at kunne jage.

Når der er koldt bevæger hugormen sig sløvt. Om foråret eller tidligt om morgenen ligger den derfor og slikker sol på en sydskrænt, en vindbeskyttet lysning eller sti.

Selv om Carsten Stig Olsen blev bidt, så er det faktisk ikke særlig tit, at det sker. Som regel vil hugormen nemlig forsøge at undgå mennesker.

Hugormen kan dog også være aggressiv – og især hvis den føler sig truet, kan den bide.

Risikoen for at blive ramt er ikke stor

For raske voksne er et hugormebid normalt ufarligt.

Men man skal altid – som også Carsten Stig Olsen gjorde det – tage kontakt til en læge så hurtigt som muligt, og helst indenfor en halv time efter, at du er blevet bidt.

Hvor alvorligt biddet er, afhænger af hvor man bliver bidt og hvor meget gift, hugormen sprøjter ind.

Omtrent 30 procent af biddene er såkaldte tørre bid.

Har ikke tænkt sig at blive inden døre

Det vil sige, at der ikke er nogen gift i biddet. Kun mellem ti og 15 procent af de hugorme-bid, der bliver registreret årligt, er alvorlige.

Og Carsten Stig Olsen er da heller ikke færdig med at betræde naturen omkring sit sommerhus.

– Jeg er generelt forsigtig med hvor jeg træder i naturen. Men at blive bidt af en hugorm er så sjældent, at jeg ikke tror, at det kan ske igen. Derfor har jeg ikke tænkt, at jeg vil ændre min adfærd, fortæller han til Newsbreak.dk.

Se billeder af Carsten Stig Olsens meget hævede ben og fod i galleret over artiklen – klik på billedet.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu