Blev millionær: Sælger plastiktestikler til dyr

12. august 2019 16:10 | Af: Jon Tolstrup Jensen, jj@newsbreak.dk

En skør idé har udviklet sig til en millionforretning.

Blev millionær: Sælger plastiktestikler til dyr
Implantater til hunde? Det lyder skørt, men det har gjort Gregg Miller til millionær. Foto: Scanpix

Der er mennesker, der er kreative ud over det sædvanlige. De får den ene idé efter den anden – og så er der mennesker, der får ideer, som for mange kan synes absurde.

En af de mennesker er Gregg Miller. Han har bevist, at man kan tjene en formue på alting. Han står nemlig bag et firma, der har gjort ham til millionær. Hvad er det særlige ved det så? Ja, han er såmænd blevet millionær på at sælge kunstige testikler. Til hunde.

I en tid, hvor plastikkirurgi er populært, så tænker de fleste nok på brystimplantater, nye læber eller en håroperation. Men den 64-årige millionær tænkte i stedet på at udvikle et implantat til han-hunde.

Ideen var, at hunde ikke skulle føle sig anderledes efter de blev kastreret – og det var der altså penge i.

Solgt over 500.000 sæt testikler

I de sidste tyve år har Gregg Miller solgt de sagnomspundne hundetestikler til en pris på omkring 310 dollars per sæt. Det svarer til 2.000 danske kroner godt og vel. Men han har også forsøgt sig med andre særopgave, hvor et sæt testikler er blevet meget dyrere.

Gregg Miller fortæller i et interview med CNBC, hvordan han lavede et sæt testikler på størrelse med vandmeloner til en elefant i en zoologisk have. De kostede over 18.000 kroner.

Tæve fremtvang ideen

Hele ideen til testikel implanterne stammer fra Gregg Millers eget liv. I midten af 90’erne fik han hunden Buck, som han nægtede at kastrere. Men en dag skete det gruopvækkende, at hunden Buck var væk.

– Det var de mest forfærdelige fire dage i mit liv, forklarer han til CNBC.

Det var angiveligt duften af en tæve, der fik Buck til at stikke af, men det lykkedes de to at finde hinanden.

Da de to så hinanden igen var det som at se to mennesker løbe gennem en kornmark, der gav hinanden verdens største kram. Det er i hvert fald sådan, at Gregg Miller beskriver det.

Men det var her, at Gregg Miller indså, at hunden var nødt til at blive kastreret. Et møde med dyrlægen inden kastrationen fik nemlig plantet ideen hos opfinderen – han spurgte nemlig om nogle lavede implantater til hunde.

Og dyrlægen var klar i spyttet.

– Det er den mærkeligste ting, jeg nogensinde har hørt, lød det.

Blev kaldt vanvittig

Men som tiden skred frem, så blev dyrlægen faktisk overbevist om ideen til firmaet Neuticles. De begyndte at arbejde på en prototype, men inden de første testikler var langet over disken, så havde Gregg Miller og 32 lokale investorer brugt 100.000 dollars på at udvikle det perfekte sæt testikler til hunde.

– Mine forældre, som stadig var i live dengang, troede jeg var fuldkommen vanvittig, forklarer han og fortsætter.

– Alle jeg kendte mente, at det var det sygeste, som man kunne tænke på. Folk ville ikke engang printe mit materiale, fortæller han videre.

Men selvom Buck længe er død, så har Gregg Miller stadig en hund i hjemmet, nemlig bulldogen Humphrey.

x
Del din kommentar
Forsiden lige nu