Bliv væk: På disse p-pladser har tyve frit spil

18. oktober 2019 23:03 | Af: Jørgen Rosengren, jr@newsbreak.dk

På baggrund af et større antal anmeldelser om tyverier fra personbiler opfordrer Østjyllands Politi nu bilejerne til at tage nogle forholdsregler. Det er selvfølgelig ikke kun i det østjyske, de gode råd kan bruges.

Tøm bilen før tyven gør det. Sådan lyder en sætning, der kan ses ved parkeringsarealer over hele landet.

Nu kommer en politikreds med gode råd til, hvordan du undgår indbrud i din bil. Uanset hvor du bor.

I galleriet over artiklen kan du se, hvor du helst skal undgå at parkere for ikke at friste tyven.

Længere nede kan du se en video med flere gode råd.

Og det kan være en god ide at se billederne og videoen igennem; at tømme en bil for værdier tager kortere tid end at handle i Fakta.

Artiklen fortsætter under videoen

Østjyllands Politi har den seneste tid fået en del anmeldelser om tyverier fra personbiler – særligt i og omkring Aarhus. Alene det seneste døgn har Østjyllands Politi modtaget 18 anmeldelser, og politiet opfordrer nu borgere til at være særligt opmærksomme på ikke at efterlade værdigenstande i bilen.

Det skriver Østjyllands Politi i en pressemeddelelse.

– Vi har den seneste tid holdt ekstra øje med de anmeldelser, vi har fået om tyverier fra personbiler. Når vi går sagerne igennem, kan vi se, at der stort set hver gang i bilen har ligget noget af værdi, som har været synligt for gerningsmanden. Vi vil derfor gerne sætte ekstra fokus på det gode gamle råd med at tømme bilen, før tyven gør det, siger vicepolitiinspektør Gert Bisgaard fra Østjyllands Politis forebyggelsesafdeling.

Fremgangsmåden for tyverierne er ofte den samme, hvor gerningsmanden knuser en rude i bilen og derigennem får fat i en taske eller andre værdier, der har ligget synligt fremme på passager- eller bagsædet.

Tøm bilen – ellers gør tyven det

Østjyllands Politi vil på det kraftigste opfordre til, at man ikke lader værdigenstande, tasker, jakker, mobiltelefoner eller andet, ligge synligt fremme i sin bil – uanset om man forlader sin bil kortvarigt eller i længere perioder.

– Den her form for tyveri er noget, alle bilejere kan blive ramt af, men man kan altså selv gøre en aktiv forskel og med enkelte tiltag medvirke til, at man ikke kommer tilbage til en smadret bilrude og forsvundne værdigenstande,” siger Gert Bisgaard.

Det bedste råd er, at tage sine ting med sig, når man forlader bilen. Man kan sikre bilen yderligere ved at gøre det synligt for tyven, hvis der ikke er noget at komme efter. Fjern derfor gerne et eventuelt overdække i bagagerummet, så man udefra kan se, at der ikke er noget af værdi i bilen.

Er det ikke muligt at medbringe alle sine ting, så sørg for at de efterladte genstande ikke er synlige udefra.

– Og så hører vi selvfølgelig også gerne fra borgerne, hvis man ser nogle personer, der udviser mistænkelig adfærd ved parkerede biler. For vi vil jo gerne have fat i dem, der laver de her tyverier, siger Gert Bisgaard.

Østjyllands Politi kan kontaktes på telefonnummer 114.

x
Del din kommentar
Forsiden lige nu