Bliver det en hvid jul i 2017? Den drøm er stendød

19. december 2017 20:42 | Af: Jonathan Lykke Lilmoës, jl@newsbreak.dk

Håbet er desværre slukket.

Bliver det en hvid jul i 2017? Det lette svar er nej. Det gør det ikke. Den drøm blev endegyldigt slået i stykker tirsdag, da et kedeligt vejr fjernede den sidste smule sne i det danske landskab – og der falder ikke mere. I hvert fald ikke, hvis man skal tro de jule-destruerende meldinger fra Danmarks Meteorologiske Institut (DMI).

I meteorologernes femdøgnsprognose, der tager sit udgangspunkt tirsdag den 19. december, kan det nemlig tydeligt ses, at juleaftensdag ikke tilnærmelsesvis bliver en særlig hvid eller kold omgang. Rent faktisk beskrives den med så anti-julede ord som: “Det bliver mest skyet, og der kommer en overgang regn vestfra. Vinden bliver let til frisk fra omkring vest, ved kyster op til hård vind, og temperaturer hele døgnet mellem fem og ni grader.

Udmeldingen om, at svaret på spørgsmålet “bliver det en hvid jul i 2017?” er et klart nej, kommer faktisk ikke som den store overraskelse. Allerede mandag forklarede vagthavende meteorolog Frank Nielsen over for Newsbreak.dk, at sandsynligheden faktisk var så lig nul, at han godt turde sige det.

Polarsystemet rykker sig

Meteorologen Frank Nielsen forklarede ganske nøgternt, hvorfor den hvide jul er så godt som afblæst i år 2017. Alt andet kræver en nærmest uset og uhørt pludselig opstået ændring i, hvordan de store kontrollerende vejrsystemer opfører sig.

– De seneste uger med solid nattefrost har jo klart bevirket, at håbet om en hvid jul er steget, men det er simpelthen sådan, at det udelukkende er de store styrende vejrsystemer, der reelt bestemmer, hvordan vejret i Danmark er. Polarsystemet, der egentlig skulle give os hvid jul, har ændret bane, forklarer Frank Nielsen mandag morgen.

Effekten af den ændrede bane er, at polarsystemet faktisk får den modsatte effekt. I stedet for at sende kold frostluft ind over landet, skubber den bag på lidt lunere luft fra vest – Atlanterhavet – ind og gør vejret mildere.

– Generelt er det nu blevet mildere i julen – set over de seneste 10 år, siger Frank Nielsen.

Tidlig sne

Meldingen er desværre nedslående efter seneste opdatering på hvid jul-situationen her fra Newsbreak.dk. For en uge siden lød det ellers, at sandsynligheden var markant større i år, end den har været de seneste tre år.

Til spørgsmålet bliver det hvid jul i 2017, forklarede meteorolog-kollegaen Bolette Brødsgaard:

– Der ér en større sandsynlighed for, at det bliver en hvid jul i år, sagde Brødsgaard.

Samme meddelelse fik vi for to ugers tid siden ved meteorolog Dan Nilsvall, der uddybede forklaringen med, at chancen er større i år end de seneste tre. Han sagde, at det generelt er koldere i år end samme tidspunkt i 2016.

– Sneen i Alperne er også kommet cirka to uger tidligere, end den plejer, sagde Dan Nilsvall.

Hvad er en hvid jul?

Hvad er en hvid jul så egentlig? Det har DMI en helt klar definition på.

Ved en landsdækkende hvid jul forstås, at mere end 90 procent af Danmark er dækket af sne den 24. december om eftermiddagen. Men ikke kun med et drys af sne eller blot med rim på jorden. Snedybden skal være mere end en halv centimeter.

Julesneen – eller noget af den – kan godt være faldet op til mange dage i forvejen.

Med denne definition af hvid jul har der ikke været mange tilfælde af siden 1900 i Danmark, og der går således statistisk set i gennemsnit 12 år imellem de hvide jule. I artiklen Ved du hvornår en jul er en hvid jul? kan du se, hvornår der har været hvid jul i nyere tid.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu