Bliver du forårsforkølet? Pas på med denne populære behandling

9. april 2018 10:55 | Af: Matias Mortensen, mm@newsbreak.dk og Ritzau Fokus

Det kan faktisk medføre den modsatte effekt og føles mere stoppende, hvis man ikke følger rådene, når man bruger næsespray.

Del:

Foråret kan byde på løbende næser i mange former. Når den første forårsvarme rammer er det højtid for både forårsforkølelser og allergi. Når næsen løber og stopper til, kan det være tillokkende med med en næsespray, som med et enkelt pust i hvert kan give øjeblikkelig lindring, men man skal være varsom med at bruge for meget næsepray.

Næsespray virker ved at få de små blodårer i slimheden til at trække sig sammen, skriver sundhed.dk. Blodgennemstrømningen bliver derved mindre, og det får hævelsen i slimhinden til at blive mindre eller helt at forsvinde.

Men bruger man det lindrende middel mod snot og ubehag i længere tid end den anbefalede behandlingslængde på maksimalt syv til ti dage, bliver slimhinden hævet og irritabel.

Det medfører fænomenet rebound, som opstår, når et præparat får den modsatte virkning af det, den er til for, forklarer overlæge Mads Klokker, klinikchef ved Øre-næse-halskirurgisk- og Audiologisk Klinik på Rigshospitalet.

– Det, der sker, når man bruger den i længere tid, er, at du bliver fuldstændig tæt i næsen. Vævet i næsen kommer med en reaktion, når man stopper med at bruge forkølelsesnæsespray, siger han og uddyber:

– Medicinen skal gøre slimhinden lidt tyndere i det. Når man så stopper, bliver slimhinden lidt tykkere i det, og så får man endnu mere tæthed i næsen, og det er jo det, man gerne vil undgå. Det, man også kan få som bivirkninger, er næseblødning og tørhed i næsen.

De fleste mennesker kan udvikle tilstanden ved for længe brug af slimhindeskrumpende medicin.

Man bliver afhængig

Den uheldige bivirkning ved brugen af næsespray fører til, at nogle personer ender med at blive afhængige af næsespray, fordi de ikke kan trække vejret ordentligt gennem næsen uden at tage næsespray.

En sådan afhængighed har Christina Heilstrup fortalt om til Politiken:

– Jeg vil jo gerne ud af det. Men hver gang jeg prøver, lukker det af helt ned i halsen på mig. Så kan jeg ikke synke og ikke få vejret, føler jeg, forklarede hun.

Christina Heilstrup brugte igennem en lang periode næsespray tre til seks gange om dagen. Det gav ødelagte slimhinder, sårdannelser og en næse, der konstant stoppede til, hvis ikke hun fortsatte med næsesprayen.

Ond cirkel

Det er en ond cirkel, som det kræver lang tid at slippe ud af.

Skal man på decideret aftrapning, vil man først mærke, at næsen føles tættere, men efter en til to uger vil næsen blive mere åben. Efter fire til seks uger vil symptomerne forsvinde.

Man bør holde en pause på to uger mellem to forkølelsesbehandlinger med forkølelsesnæsespray, og i mellemtiden eller som alternativ kan man skylle næsen med saltvand, som enten kan købes på apoteket eller laves med en halv teskefuld salt i afkølet kogt vand.

Saltvand er godt alternativ

Saltvandsskylning er fuldstændigt ufarligt og uden bivirkninger, tilføjer Mads Klokker.

– Det kan være rigtigt godt, hvis man har skorper, puds eller pollen i næsen, fordi man får renset næsen på en skånsom måde, siger øre-næse-halsspecialisten og uddyber:

– Det er vigtigt, at det sker på en skånsom måde, for ellers er der en tendens til, at folk piller næse, og det kan give næseblødning.

Ved behov for længerevarende behandling kan ens praktiserende- eller øre-næse-halslæge ordinere næsespray med binyrebarkhormon.

– Det bruges til længerevarende gener som græsallergi og bihuleproblemer. Det er ikke super effektivt nu og her og virker måske først efter et par uger, men sådan en spray kan anvendes i måneder – oftest uden nævneværdige bivirkninger, siger Mads Klokker.

 

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu