ANNONCE

Genkender du disse symptomer? Ring 1-1-2

20. august 2020 06:26 | Af: Peter Koch, pk@newsbreak.dk

En blodprop i hjernen kan være både dødelig og livsforandrende. Bliver du ramt, er det vigtigste, at du ringer 1-1-2 hurtigst muligt.

Genkender du disse symptomer? Ring 1-1-2
En blodprop i hjernen kan afsløres af en MR-scanner. Foto: Scanpix.

Hvis du har haft en blodprop i hjernen, er der en risiko for, at du har overset symptomerne, og det er et problem. Blodpropper i hjernen er en af de mest hyppige dødsårager i Danmark, og det er meget, meget vigtigt, at man kan genkende symptomerne, så man ved, hvornår man skal ringe 1-1-2.

For én ting er sikkert; oplever du bare ét af de mest kendte symptomer på en blodprop i hjernen, skal du med det samme ringe 1-1-2.

Det værste, du kan gøre for dig selv, er at slå det hen som ikke alvorligt, bare fordi det ikke føles alvorligt i øjeblikket.

Hvor mange får en blodprop i hjernen?

Hos eksperterne sammenlægger man blødninger og blodpropper i hjernen under ét og kalder det for stroke, og cirka 12.000 danskere bliver hvert år indlagt med et stroke, ifølge Redhjernen.

Hvor farligt er det at få en blodprop i hjernen?

Stroke er den 4. hyppigste dødsårsag i Danmark. Inden for de første 30 dage efter et stroke er dødeligheden for en blodprop i hjernen på 6%.

En blodprop i hjernen kan derudover føre til mange forskellige, og ifølge Redhjernen ofte alvorlige, fysiske og mentale handicap. Stroke rammer, ifølge Redhjernen, mænd og kvinder omtrent lige hyppigt.

Symptomer på blodprop i hjernen

Der findes en række tilstande, der kan forveksles med et stroke, men Redhjernen har samlet de tre symptomer, man skal reagere på, under kampagnen Stræk Snak Smil.

Stræk: Hænger den ene arm?
Snak: Hænger ordene ikke sammen?
Smil: hænger den ene mundvig?
Genkender du bare ét af de symptomer, hos dig selv eller en pårørende, skal I ringe 1-1-2.

Hvad skyldes en blodprop i hjernen?

Ifølge Redhjernen opstår en blodprop i hjernen, når blodet klumper sig sammen og sætter sig fast som en prop i et blodkar i din hjerne.

Claus Simonsen er overlæge på Aarhus Universitetshospital og specialist i blodpropper, og han fortæller Newsbreak.dk, at der på den måde bliver lukket for blodtilførslen til en del af hjernen, og når det sker, holder den del af hjernen op med at fungere.

Hvordan føles en blodprop i hjernen?

En af udfordringerne ved stroke er, at det ikke er så mærkbart for den, der bliver ramt af det, som eksempelvis en blodprop i hjertet.

Claus Simonsen fortæller, at det ikke gør ondt at få en blodprop i hjernen, mens det kan føles, som holder der en lastbil parkeret på din brystkasse, hvis du får en blodprop i hjertet. Du skal derfor være opmærksom på de mest gængse symptomer på en blodprop i hjernen, hos både dig selv og dine pårørende.

Hvordan behandles blodprop i hjernen?

Behandlinger af blodpropper i hjernen afhænger af blodproppens størrelse. Store blodpropper fjernes med et mindre kirurgisk indgreb, kaldet trombektomi, mens mindre blodpropper behandles med trombolyse, hvor blodproppen bliver opløst med medicin.

Hvem får en blodprop i hjernen?

Ifølge Redhjernen er cirka 30% af de personer, der får et stroke, under 65 år gamle. Det rammer altså primært ældre borgere, men ikke udelukkende.

ANNONCE

ANNONCE
Del din kommentar
Forsiden lige nu