ANNONCE

Bombet lokum er “fuldstændig vanvittigt”

25. januar 2021 13:11 | Af: Nicklas Skyum Clausen, nc@newsbreak.dk

Syd- og Sønderjyllands Politi jager stadig gerningsperson(er) bag bombe mod offentligt toilet i Vejen

Bombet lokum er
Så voldsom var eksplosionen. Foto: Syd- og Sønderjyllands Politi

Et kæmpe brag, der vækkede det halve af byen.

Sådan betegnede vagtchef Nikolaj Hølmkjær fra Syd- og Sønderjyllands Politi tidligt søndag morgen en eksplosion, der totalt smadrede en toiletbygning i centrum af Vejen.

Ved eksplosionen blæstes den tunge dør til toilettet mange meter ud fra væggen, og blandt andet derfor ser politiet på sagen med stor alvor.

Det siger politikommissær Søren Rønnow fra Syd- og Sønderjyllands Politi mandag til Newsbreak.dk:

– Det er fuldstændig utilstedeligt i det hele taget at fyre ulovligt fyrværkeri af – men det er vanvittigt at gøre det midt i en by som Vejen, siger han og fortsætter:

– Nu skal vi have vurderet farligheden i selve eksplosionen, men det siger selv, at den kunne have forvoldt voldsom skade, siger Søren Rønnow til Newsbreak.dk.

Det vurderes stadig, at det var en krysantemumbombe, der blev sprængt.

Stadig på jagt

Politiet har modtaget flere henvendelser i sagen, men har endnu ikke anholdt nogen. Søren Rønnow vil dog gerne sige, at politiet “arbejder derhenad”.

Derfor hører Syd- og Sønderjyllands Politi stadig meget gerne fra folk, der måtte vide noget – og er særdeles interesserede i overvågning fra området omkring toiletbygningen i Nørregade:

– Også selv om det ikke er fra selve gerningsstedet, men en 2-300 meter derfra. På grund af tidspunktet (01.34 natten til søndag, red.) kan man forestille sig, at eventuelle personer i området kunne have noget at gøre med sagen, siger Søren Rønnow.

Søren Rønnow fortæller videre, at man er i fuld gang med blandt andet vidneafhøringer og andre undersøgelser i sagen.

Har man oplysninger i sagen kan Syd- og Sønderjyllands Politi kontaktes på telefon 114.

ANNONCE

ANNONCE
Del din kommentar
Forsiden lige nu