ANNONCE

Borgmesters hjerte fundet gemt i fontæne

3. september 2020 17:18 | Af: Keld Stampe, ks@newsbreak.dk

Et renoveringsarbejde i den belgiske by Verviers har bragt noget helt specielt frem i lyset.

I byen Verviers i det østlige Belgien er et helt særlig objekt – eller organ – kommet frem i lyset.

Det kan lyde bisart, men det er byens tidligere og iøvrigt første borgmesters, Pierre David, hjerte, der er dukket op.

Det er sket i forbindelse med renoveringen af en fontæne, eller et springvand, der for langt over 100 år siden blev rejst til minde om ham. Det skriver BBC.

Hjertet er nu blevet bragt til det lokale museum.

Pierre David var byens borgmester af to omgange. Første gang fra 1800-1808, hvor Belgien var under fransk herredømme, og igen fra 1830, året hvor landet blev løsrevet fra Holland, til sin  død i 1839. Han kom af dage i en tragisk ulykke, hvor han på ulykkeligvis faldt ned fra sit høloft. Han blev 68 år.

Efterfølgende lancerede bystyret en indsamlingsfond til et monument til ære for ham og med hans families samtykke fjernede kirurger hans hjerte, så det kunne indgraves i monumentet. Det tog dog temmelig mange år, før de nødvendige midler var samlet ind og først i 1883 kunne monumentet, der altså gemte på hans hjerte, officielt indvies.

Under renoveringsarbejdet blev hjertet fundet gemt i en alkoholfyldt og forseglet krukke i en zink-kiste. Af en gravering på kisten fremgår det, at den blev placeret i monumentet netop det år, det blev indviet.

“Pierre Davids hjerte blev højtideligt placeret i monumentet den 25. juni 1883,” står der.

Ifølge Verviers nuværende borgmester for offentlige anlæg blev zink-kisten fundet i den øverste del af fontænen bag en sten, der blev fjernet i forbindelse med renoveringen. Han har også fortalt, at fundet blev gjort den 20. august, og at det er i bemærkelsesværdig god stand.

ANNONCE

ANNONCE
Del din kommentar
Forsiden lige nu