Vidste du det? Det siger loven om at brænde haveaffald

23. oktober 2017 16:55 | Af: Peter Koch, pk@newsbreak.dk

Det kribler måske i haveejernes fingre for at få fat på tændstikkerne. Men tøv en kende!

Vidste du det? Det siger loven om at brænde haveaffald
Geografi og kalender er medbestemmende over, om du må brænde haveaffald, hvor du bor. Arkivfoto.

Hvornår må du brænde haveaffald af, og må du overhovedet brænde haveaffald der, du bor? Det er et spørgsmål, der i efteråret 2017 har ligget borgerne på Bornholm så meget på sinde, at kommunen 19. oktober på Brk.dk proklamerede, at “​Teknik & Miljø oplever i øjeblikket en stor interesse for reglerne omkring afbrænding af haveaffald, kvas o.lign. hos private i landzone.”

Newsbreak.dk har talt med assistent ved Teknik & Miljø ved Bornholms Kommune, Mads Petersen, der fortæller, at man i kommunen ikke altid får den slags forespørgsler fra kommunens borgere, men at man i 2017 alligevel har fået nok til, at det virkede fornuftigt at oplyse borgerne om emnet på kommunens hjemmeside.

– Det er noget, vi klarer med almindelig dialog, fortæller Mads Petersen Newsbreak.dk og understreger, at det ikke er et emne, der får det værste frem i folk.

Men der er dog tale om et emne, hvor det er vigtigt at vide, hvad man må og ikke må, og om du må brænde haveaffald af, afhænger både af din bopæl og af årstiden. Bor du i en byzone, kan du gå ud fra, at du ikke må brænde haveaffald. Det samme gør sig gældende for sommerhusområder, og det betyder, at dit haveaffald i udgangspunktet skal køres til en dertil indrettet forbrændingsplads.

Her må du godt

Bor du i en såkaldt landzone, kan kommunen tillade dig at brænde haveaffald fra 1. december til 1. marts. Reglen for at brænde haveaffald af sætter i øvrigt også en stopper for, at du bare sådan ud af det blå bygger en bålplads i din baghave for at have et sted at lave snobrød.

Du kan hos Miljøstyrelsen læse meget mere om emnet. Her bliver folk også rådet til at undersøge mulige særlige forhold i den kommune, de har bopæl. Den generelle tommelfingerregel er dog, at du ikke må brænde haveaffald i byzoner, og at du i landzoner må brænde haveaffald af fra 1. oktober til 1. marts.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu