ANNONCE

Brager ind i bil og stjæler vodka

25. november 2019 16:34 | Af: Jørgen Rosengren, jr@newsbreak.dk

Sent lørdag udspillede der sig et noget bizart optrin.

Brager ind i bil og stjæler vodka
En 22-årig mand kan nu se frem til både et retsligt efterspil og et kørselsforbud. Arkivfoto: Colourbox.

To venner blev sent lørdag forfulgt og påkørt efter et besøg på en tankstation.

Det oplyser Midt- og Vestsjællands Politi i sin døgnrapport.

Artiklen fortsætter under videoen

Klokken 23.45 anmeldte en 19-årig mand fra Holbæk, at han var blevet forfulgt i bil, efter at han havde været inde på en tankstation på Valdemar Sejrsvej for at købe en flaske vodka.

Den 19-årige og hans ven traf to yngre mænd i en bil på tankstationen som angiveligt havde følt sig provokeret af de to venner. Mændene i bilen havde forsøgt at få fat i de to venner på tanken, men det lykkedes vennerne at køre fra stedet.

De to mænd i bilen kørte nu efter den 19-årige og i krydset ved Absalonsvej, blev den 19-åriges bil påkørt bagfra.

Stjal vodkaen

De to mænd steg ud af bilen og konfronterede de to venner i en truende tone med, at de ikke skulle være flabede. De stjal den netop købte flaske vodka.

Da der kom en bil forbi optrinnet, som skete midt i vejkrydset, kørte de to mistænkte væk fra stedet. Der skete skade på den 19-åriges bil, men ingen af de to venner kom til skade ved sammenstødet.

Eftersøgning

Politiet søgte efter bilen med de to mistænkte i og mødte den kort efter i høj fart af Valdemar Sejrsvej. Bilen ville dog ikke standse for politiet, men kørte over for rødt lys to gange, før patruljen fik standset bilen ved Gl. Ringstedvej.

Bilen blev ført af en 22-årig mand fra Lejre, og han var alene i bilen. Føreren var påvirket af spiritus og narko. Han blev sigtet for bevidst at have påkørt den 19-åriges bil, narko og spirituskørsel, tyveri af vodkaflasken og for at køre over for rødt lys.

Han blev anholdt for at få taget en blodprøve og for at blive afhørt til sagen. Politiet beslaglagde hans bil, som skal undersøges nærmere for skader.

Den 22-årige blev herefter løsladt, men kan forvente et retsligt efterspil.

Føreren havde netop taget kørekort, så der vil blive nedlagt påstand om et kørselsforbud i sagen.

ANNONCE

ANNONCE
Del din kommentar
Forsiden lige nu