ANNONCE

Brand påsat: Politi søger vidner

29. juni 2020 13:28 | Af: Majken Munk Nielsen, mn@newsbreak.dk

Søndag aften rykkede brandvæsnet ud til en voldsom bilbrand.

Brand påsat: Politi søger vidner
Østjyllands Politi mener, at der er tale om en påsat brand, da en bil stod i flammer søndag aften i Aarhus Vest. Foto: Presse-fotos.dk

Østjyllands Politi modtog søndag klokken 23.50 en anmeldelse om, at en bil stod i flammer.

Det fremgår af døgnrapporten fra Østjyllands Politi.

Se billeder af den brændende bil længere nede i artiklen.

Bilbrand påsat

Bilen, der brændte, stod parkeret på en parkeringsplads på Snogebæksvej i den vestlige del af Aarhus.

Da Østjyllands Politi ankom til stedet, var bilen overtændt.

Kort tid efter ankom brandvæsnet, der begyndte at slukke ilden.

Tæt ved den brændende bil holdt en anden bil, der havde fået et par skrammer. Der var ikke gået ild i bilen, men en rude var blevet knust.

Politiets foreløbige undersøgelser af brandårsagen tyder på, at der er tale om en påsat brand.

Østjyllands Politi hører gerne fra vidner, der har set nogle personer ved parkeringspladsen umiddelbart før klokken 23.50.

Hvis du har oplysninger i sagen, kan politiet kontaktes på 114.

Syv biler futtet af

Bilbrande ikke noget nyt i Aarhus Vest.

I marts blev syv biler futtet af. Dengang mente politiet også, at der var tale om, at brandene var påsat.

Særligt har Fjældevænget, hvor de syv biler udbrændte, været ramt af påsatte bilbrande. Det er også tidligere sket i efteråret og vinteren 2019.

Dengang udtrykte politiinspektør ved Østjyllands Politi, Michael Kjeldgaard, sagernes alvor ved at understrege, at politiet var gået i gang med en større koordineret efterforskning af brandene.

Det resulterede også i flere anholdelser.

Da de syv biler brød i brand i marts 2020, oplyste Østjyllands Politi, at de ville holde et vågent øje med situationen, da de var klar over, at der var en risiko for, at bilbrandene igen ville blusse op i området.

ANNONCE

x
Del din kommentar
Forsiden lige nu