ANNONCE

Brand: Svømmehal evakueret

7. september 2020 20:15 | Af: Jonathan Lykke Lilmoës, jl@newsbreak.dk

Der udbrød brand i billetsalget i Hjortespringbadet i Herlev.

En masse, der mandag aften benyttede Hjortespringbadet i Herlev, måtte pludselig lade sig evakuere på grund af en brand. Svømmehallen var kun netop genåbnet.

Først var det coronavirus, der satte en stopper for åbningstiderne, og så gik en større renovering igen. Dermed kunne Herlev Kommune først åbne for svømmehallens aktiviteter 1. september.

Det varede dog ikke længe, før der igen blev lukket omend kun kortvarigt.

Mandag aften udbrød nemlig en brand i billetsalget, oplyser Beredskab Øst på Twitter.

Her fremgår det, at der er sket røgskade i dele af omklædningen på stedet.

“Svømmehallen kortvarigt evakueret”, skriver beredskabet desuden. Det fremgår også af Newsbreak.dks billeder fra stedet, at alle måtte forlade bygningen, mens beredskabet bekæmpede røgudviklingen.

Newsbreak.dk har forgæves forsøgt at få kommentarer fra Hjortespringbadet, men en telefonmeddelelse bekender, at svømmehallen er lukket – og i øvrigt først genåbner 1. september.

Beredskab Øst meddeler dog, at forventningen er, at svømmehallen åbner som normalt tirsdag.

For nuværende er Hjortespringbadet kun åbnet for særlige grupper og organisationer. Der er lukket for badegæster eftermiddage og aftener i hverdagene samt i weekenderne for at undgå smittespredning med Covid-19.

I Herlev er der aktuelt 51,8 tilfælde af smitte per 100.000 indbyggere.

Københavns Vestegns Politi har det heller ikke været muligt at komme i kontakt med, men det tyder ikke på, at nogen er kommet til skade i forbindelse med branden.

ANNONCE

ANNONCE
Del din kommentar
Forsiden lige nu