Se billederne: Vild brand udviklede farlig røg

24. juli 2019 04:46 | Af: Jeppe Bjerre Trans, jt@newsbreak.dk

En voldsom brand hos en autoophugger har siden tirsdag aften udviklet kraftig røg. Beboere i området opfordres onsdag morgen fortsat til at holde døre og vinduer lukket.

Opdateret klokken 5.02: Politiet oplyser nu på Twitter, at folk i området ikke længere behøver at søge indendøre.

Tirsdag aften klokke 22.36 fik Østjyllands Politi en anmeldelse om en kraftig brand hos en autoophugger i Hornslet.

Branden udviklede kraftig røg i området, og beboere i området blev derfor opfordret til at holde vinduer og døre lukket af politiet.

Herunder kan du se video fra branden. Se mere video hos Local Eyes.

Det råd gælder fortsat tidligt onsdag morgen, oplyser vagtchef ved Østjyllands Politi, Per Bennekou, til Newsbreak.dk.

– Vi holder fast ved den opfordring lidt endnu, men der er dog ikke nær så kraftig røgudvikling som tidligere, siger Per Bennekou.

Han fortæller, at brandvæsenet fortsat arbejder med at slukke branden.

– Vi har ikke fået den allerseneste melding fra brandvæsenet derude endnu, men jeg vil tro, at branden er helt slukket i løbet af morgenen, siger vagtchefen ved 4.30-tiden onsdag morgen.

Stor materiel skade

Ifølge politiet er der ikke kommet personer til skade ved branden.

Dog er der sket omfattende materielle skader.

– Der er en lagerbygning, der er helt udbrændt – og der er også flere biler og en autocamper, der er udbrændt, siger Per Bennekou.

Det er endnu for tidligt at sige noget om årsagen til branden ifølge vagtchefen.

I galleriet ovenfor kan du se billeder fra den voldsomme brand.

x
Del din kommentar
Forsiden lige nu