Narkosmugler fundet død efter flugtforsøg

6. august 2019 19:33 | Af: Ritzau Fokus

Clauvino da Silva havde klædt sig ud som sin datter i et forsøg på at slippe ud fra fængsel i Rio de Janeiro.

En 42-årig brasiliansk narkosmugler er tirsdag fundet død i sin fængselscelle i Rio de Janeiro efter et spektakulært flugtforsøg i weekenden.

Det oplyser embedsmænd ifølge nyhedsbureauet AFP.

Clauvino da Silva – med tilnavnet “Shorty” – vakte opsigt, da han lørdag blev fanget på vej ud af hovedindgangen i fængslet i Rio de Janeiro.

Datter hjalp til

Han var iført en silikonemaske, en lang sort paryk, briller, hvide flipflops og tøj, som han havde lånt af sin 19-årige datter, der besøgte ham i fængslet.

Det drejede sig om en lyserød T-shirt, blå cowboybukser og en sort bh.

Planen var angiveligt, at hun skulle vente i fængslet, mens han flygtede.

Da Silva, der afsonede en fængselsdom på 73 år, blev dog fanget af fængselsvagter, der syntes, at han så “mistænkelig” ud.

Flere tilbageholdt

Hans datter og syv andre besøgende blev tilbageholdt efter flugtforsøget.

En efterforskning af Clauvino da Silvas død er tirsdag blevet iværksat.

Han var et højtstående medlem af gruppen Red Command, der er en af Brasiliens største kriminelle grupper.

Ifølge eksperter bliver hundredvis af indsatte hvert år dræbt i Brasilien.

Det sker hovedsageligt som følge af konflikter mellem rivaliserende bander, der kæmper om magten over et stort kokainmarked.

Brasilien har tredjeflest indsatte i verden med omkring 800.000. Kun Kina og USA har et større antal indsatte, skriver nyhedsbureauet AFP.

x
Del din kommentar
Forsiden lige nu