Det britiske parlament suspenderet

9. september 2019 13:05 | Af: Ritzau Fokus

Det gælder frem til 14. oktober.

Del:

Storbritanniens parlament bliver suspenderet efter mandagens dagsorden og frem til den 14. oktober.

Det bekræfter en talsmand for den britiske premierminister, Boris Johnson.

Johnson havde på forhånd fået dronningens godkendelse til at suspendere parlamentet på et tidspunkt mellem mandag og torsdag i denne uge.

Premierministerens talsmand understreger mandag samtidig, at regeringen ikke kommer til at bede EU om at få forlænget deadline for brexit.

Et lovforslag, der ventes at blive vedtaget i Underhuset mandag, pålægger ellers Johnson til netop at søge om en forlængelse, medmindre et flertal i parlamentet har accepteret en skilsmisseaftale med EU.

Alternativt skal Johnson have parlamentets ja til at forlade EU uden aftale.

Boris Johnson vil mandag igen forsøge at få udskrevet valg i Storbritannien. Det kræver opbakning fra to tredjedele af det britiske Underhus.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu