ANNONCE

Dronningen isoleret

17. april 2021 17:27 | Af: Jeppe Bjerre Trans, jt@newsbreak.dk og Ritzau Info

Storbritannien og den britiske kongefamilie tager afsked med prins Philip ved en ceremoni på Windsor Castle

Se billeder i galleriet ovenfor

Dronning Elizabeth sagde lørdag farvel til sin ægtefælle gennem mere end 73 år, prins Philip, ved en ceremoni sammen med den øvrige britiske kongefamilie.

Som britiske The Guardian havde forudset fremgår det af billeder fra begravelsen, at dronningen sad isoleret fra resten af selskabet på grund af risikoen for coronavirus.

Elizabeths og Philips ældste søn, prins Charles, fulgte optoget bag bilen med sin fars kiste sammen med sine to sønner, William og Harry.

Det samme gjorde Charles’ søskende, prinsesse Anne og de to prinser Edward og Andrew.

På plænen udenfor Windsor Castle spillede et hornorkester den britiske nationalsang, “God Save The Queen”, da bilen med dronning Elizabeth ankom.

Derpå blev kisten båret op af trappen. Kistebærerne stoppede op og holdt et minuts stilhed. Det samme gjorde mennesker over hele Storbritannien klokken 16.00 dansk tid.

Klædt i sort og med et sort mundbind stod den 94-årige dronning alene, da kisten blev båret ind i St. Georges kapel ved Windsor-slottet, skriver nyhedsbureauet Reuters.

Præget af corona

På grund af coronarestriktioner må der højst deltage 30 gæster ved ceremonien. Alle skal bære mundbind, og i kirken sidder de sørgende med afstand imellem sig.

Den britiske premierminister, Boris Johnson, meddelte i sidste uge, at han ikke ville deltage, fordi han derved ville optage en plads, der burde gå til en i den kongelige familie.

I kirken sang et kor blandt andet en hymne for søens folk, “Eternal Father, Strong to Save”.

Ceremonien er en hyldest til Philips fortid i flåden og de mere end syv årtier, hvor han var i sit lands tjeneste.

Hertugen af Edinburgh, som hans officielle titel lød, blev 99 år. Han døde den 9. april, et par uger efter at han var udskrevet fra en månedlang hospitalsindlæggelse, hvor han blev behandlet for en hjertefejl og en infektion.

I Danmark bliver begravelsen markeret med, at flaget er sænket på halv stang over Amalienborg.

Se billeder i galleriet ovenfor

ANNONCE

ANNONCE
Del din kommentar
Forsiden lige nu