Britta Nielsens datter sigtet i vanvittig kidnapningssag

26. november 2018 17:58 | Af: Jeppe Bjerre Trans, jt@newsbreak.dk

Britta Nielsens datter er blevet sigtet i en sag om kidnapning

Britta Nielsens datter sigtet i vanvittig kidnapningssag
Britta Nielsens datter er blevet sigtet i en kidnapningssag. Genrefoto.

Svindelmistænkte Britta Nielsens 34-årige datter Karina Jamilla Hayat er sigtet af Sydøstjyllands Politi for medvirken til frihedsberøvelse af en polsk håndværker i januar i år.

Det skriver bt.dk.

Fire mænd i alderen 23-37 år er tiltalt for selve kidnapningen eller tilskyndelse til den – heriblandt Britta Nielsens svigersøn Kian Omid Mirzada. De nægter sig skyldige.

Polakken har i årevis arbejdet som håndværker for Kian Omid Mirzada, efter at de første gang fik kontakt for en halv snes år siden, da polakken blev hyret til at arbejde på en renovering af Britta Nielsens hus.

Det fremgår af retsbøger, som B.T. har fået adgang til.

Groft hæleri

Karina Jamilla Hayat er også sigtet for groft hæleri ved at have nydt godt af sin mor Britta Nielsens – ifølge mistanken – svindel for 111 millioner kroner i Socialstyrelsen.

Den polske mand blev sent om aftenen 13. januar opsøgt på sin kærestes bopæl i Give i Sydjylland af tre gerningsmænd. To af dem trængte ind i huset ved blandt andet at kaste en stor krukke gennem et vindue og smadre en rude.

For øjnene af kæresten og hendes lille datter blev den 36-årige polak herefter slæbt ud til bagsædet af en VW Polo, hvorefter han blev kørt tværs gennem Danmark.

Ved Storebæltsbroen fik han ordre til at gemme sig for overvågningskameraerne ved at bøje hovedet ned mellem knæene, og på Sjælland gik turen med bortførerne herefter til to forskellige adresser. Til sidst endte turen ved Skælskør, hvor polakken efter godt 20 timers bortførelse fik lov til at slippe fri og blev samlet op af tilkaldt politi.

Svigersøn allerede anholdt

På det tidspunkt var Britta Nielsens svigersøn allerede om morgenen kl. 06.30 blevet anholdt på sin bopæl i Hvidovre ved København, fordi politiet havde en kraftig mistanke om, at han kunne have bestilt bortførelsen af sin polske medarbejder.

Ved anholdelsen blev Kian Omid Mirzada og Karina Jamilla Hayats bopæl ransaget, og også deres Range Rover blev grundigt undersøgt for mulige spor.

Britta Nielsens svigersøn blev efter anholdelsen samme aften fremstillet i grundslovsforhør for lukkede døre ved Retten i Kolding.

Her blev han sigtet for medvirken til frihedsberøvelse af den polske mand, ligesom han også blev sigtet for at udsat ham for alvorlige trusler tre uger tidligere.

Blandt andet truede Kian Mirzada ifølge sigtelsen med at ødelægge polakken og denne kones liv.

Svigersøn varetægtsfængslet

Dommeren i Kolding fandt mistankegrundlaget mod Britta Nielsens svigersøn så velbegrundet, at han blev varetægtsfængslet og nåede at sidde bag tremmer indtil selve retssagen i juni blev indledt.

På anden retsdag blev han dog løsladt efter knap et halvt års fængsling.

I samme retsmøde havde også hustruen Karina Jamilla Hayat som sigtet mulighed for at afgive forklaring i domsmandsretten, men hun meddelte, at hun ikke ønskede at udtale sig.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu