Brøndby er i Europa-playoff

25. maj 2019 19:55 | Af: Ritzau Fokus

Lørdag vandt Brøndby 2-0 over OB på udebane og overhalede dermed fynboerne på ligaens fjerdeplads.

Brøndby er i Europa-playoff
Kamil Wilczek (Brøndby - 20) scorer et yderst tvivlsomt mål. Superliga Fodbold Odense Boldklub mod Brøndby IF. Nature Energy Park. Lørdag den den 25 maj 2019.. (Foto: Claus Fisker/Ritzau Scanpix) Foto: Claus Fisker/Scanpix

Brøndby IF sikrede sig lørdag Superligaens vigtige fjerdeplads, efter at holdet på udebane vandt 2-0 over OB og samtidig overhalede fynboerne i tabellen.

Sejren betød, at begge hold sluttede med 52 point, men Brøndbys målscore er bedst.

Fjerdepladsen betyder, at klubben har mulighed for et europæisk eventyr, da holdet dermed møder enten AGF eller Randers FC på hjemmebane i et direkte opgør om at nå med i kvalifikationen til Europa League i næste sæson.

Brøndby har hjemmebanefordel i opgøret, der spilles på fredag.

Femteplads

Omvendt må OB nøjes med en femteplads, som ikke efterlader klubben mulighed for at spille europæisk fodbold i næste sæson.

Det var ellers et veloplagt hjemmehold, som begyndte kampen godt med et stort pres på Brøndbys mål.

Som følge af spilovertaget var værternes Bashkim Kadrii allerede efter fem minutters spil tæt på at sende OB i front.

Angriberens forsøg strøg dog få centimeter forbi Brøndbys mål. Det skulle vise sig at være symptomatisk for OB’s træfsikkerhed i kampen.

OB forsatte med at være dominerende, men som første halvleg skred frem kom udeholdet bedre ind i kampen.

Efter 38 minutter kom Brøndby endda i front, da angriber Kamil Wilczek afsluttede et nydeligt Brøndby-angreb med at sparke bolden i mål. I de hurtige kombinationer før målet, var Lasse Vigen et par centimeter offside bedømt ud fra tv-billederne.

OB satte fra anden halvlegs begyndelse gæsterne under pres, da hjemmeholdet i flere perioder belejrede Brøndbys felt.

Dyr afbrænder

Presset resulterede i flere store chancer, og efter 69 minutter fik indskiftede Oliver Lund en gigantisk mulighed for at udligne, men fra få meters afstand brændte OB-spilleren.

Afbrænderen blev særdeles dyr.

Fire minutter senere slog Brøndbys Mikael Uhre i stedet til, da angriberen opsnappede en dårlig aflevering ned mod målmand Sten Grytebust. Uhre scorede til 2-0 i det tomme mål.

Selv om kampen næsten var afgjort, var der mere dramatik. Brøndbys Simon Hedlund fik rødt kort efter 81 minutter, da han tog halsgreb på Janus Drachmann, som kort for inden havde savet Hedlund over. Drachmann slap med et gult kort.

OB profiterede ikke af det numeriske overtal og måtte derfor skuffe størstedelen af de 14.246 tilskuere.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu