Butiksejer stak 14-årig dreng en kindhest: Betalte ikke fuld pris for varer

9. august 2018 08:52 | Af: Nicklas Skyum Clausen, nc@newsbreak.dk

Manden er blevet idømt 14 dages betinget fængsel

Butiksejer stak 14-årig dreng en kindhest: Betalte ikke fuld pris for varer
Manden blev dømt 14 dages betinget fængsel ved retten i Svendborg. (Foto: Colourbox)

En butiksejer fra Faaborg er blevet idømt 14 dages betinget fængsel for at have løftet hånden og givet en 14-årig dreng en lussing.

Ved retten i Svendborg nægtede den 49-årige butiksejer sig ellers skyldig, men accepterede den betingede dom skriver Fyens Stiftstidende.

Episoden udspillede sig tilbage i januar, hvor den 49-årige mand mente, han pågreb den 14-årige og hans ven i færd med at trække for billige varer i en automat.

Manden havde en automat uden for sin butik, hvor han igennem længere tid havde oplevet, at der blev trukket varer for 50-ører og fem cent-mønter i stedet for tiere.

I retten afviste drengene, at det var det, de havde gang i – men erkendte, at de tidligere havde fodret automaten med 50-ører i stedet for tiere.

Butiksejerens forklaring afvist

Den 14-årige dreng fortalte i retten, at butiksejeren hævede hånden og stak ham en lussing – ikke specielt hårdt, men nok til at chokere drengen. Hans 13-årige ven, der stod lige siden af, bakkede historien op.

Ifølge butiksejeren havde drengene forsøgt at stikke af – og han havde muligvis ramt den 14-årige i baghovedet, da han ville tage fat i hans rygsæk for at forhindre flugten.

– Jeg ville tage drengene med ind i butikken, ringe til deres forældre, og bede dem forklare børnene, at de skal betale fuld pris for varerne, forklarede butikindehaveren ifølge Fyens Stiftstidende.

Den købte dommeren imidlertid ikke – ved domsafsigelsen lagde dommeren og domsmændene vægt på, at mandens forklaring lød konstrueret, mens drengen med det samme fortalte sin mor om episoden og meldte forholdet til politiet.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu