Butikstyv gik amok med Red Bull og ærter

20. marts 2019 13:19 | Af: Jonathan Lykke Lilmoës, jl@newsbreak.dk

En butiksdetektiv hev en mistænkt tyv til siden. Han kvitterede med red bull og ærter.

Butikstyv gik amok med Red Bull og ærter
Tyven kastede ærter efter en butiksdetektiv. Foto: Scanpix

Det er ikke sådan lige til, når man bliver mistænkeliggjort. Det gjorde i hvert fald en 36-årig mand så vred, at han gik helt amok i Fakta på Stadion Allé i Kolind, skriver Østjyllands Politi i sin døgnrapport. Her fremgår det om episoden, der fandt sted tirsdag ved 19-tiden, at en butiksdetektiv opdagede manden.

I butikken opførte den 36-årige sig besynderligt, og derfor holdt detektiven øje med hans færden på videoovervågningen. Her kunne han se, at manden tog nogle Red Bull og puttede i poser, som han dækkede med nogle boksershorts.

Manden nåede op til kassen, og her ville han nøjes med at betale for en enkelt pose med frosne ærter. Det gjorde han, men detektiven havde allerede luret fidusen og konfronterede manden bag kasselinjen.

“Det gjorde manden så vred, at han begyndte at kaste dåserne med Red Bull efter butiksdetektiven, der dog ikke blev ramt. Manden fortsatte med at råbe op og kastede også flere varer efter butiksdetektiven, heriblandt posen med de frosne ærter”, skriver politiet, der blev involveret, fordi butiksdetektiven følte sig truet og ringede 112, mens han gik ind mod lageret.

Manden fulgte dog efter ham og fortsatte med at råbe af ham. Butiksdetektiven forsøgte at tale manden til ro, men forsvandt pludselig ud af det blå. Sådan gjorde han besynderligt nok flere gange, indtil det rent faktisk lykkedes for politiet at få fat på manden. Han blev anholdt og sigtet for butikstyveri og forsøg på vold, men det var ikke alt.

“I forbindelse med politiets undersøgelser og afhøringer på stedet blev betjentene opmærksomme på, at den anholdte også kunne være gerningsmand til et lignende tyveri i Fakta i Rønde, der var sket klokken 18.25. Her var en mand også kommet ind og havde fyldt poser med diverse drikkevarer og virket truende overfor personalet. Manden var forsvundet fra stedet, men signalementet passede på den nu anholdte 36-årige mand, hvorfor han også blev sigtet for dette butikstyveri”, skriver politikredsen.

Ved efterfølgende ransagning af mandens bil fandt betjentene imponerende 300 dåser Red Bull, et bundt indkøbsposer og nogle nye boksershorts. Der blev også fundet to nummerplader, der var blevet meldt stjålet.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu