ANNONCE

Californien brænder

28. september 2020 10:10 | Af: Jonathan Lykke Lilmoës, jl@newsbreak.dk

Der er stadig adskillige vildtbrande i gang i staten Californien. Lokalmedie holder øje med 23 aktive brande. To er brudt ud i weekenden.

Det virker som skruen uden ende. De massive vildtbrande raserer stadig især den amerikanske stat Californien. I weekenden brød to nye ud.

En af dem, kaldet Glass Fire, begyndte i de vinmarkklædte bakker i Napa Valley og er fortsat nedad i dalen, mens alt på vejen er blevet opslugt.

Indtil videre har det kostet adskillige huse – flere ikoniske for området – men endnu er ingen mennesker kommet til skade.

Lokalmediet San Francisco Chronicle dækker de californiske skovbrande intensivt og skriver, at statens beredskab har meddelt, at godt 10 kvadratkilometer er brændt ned på få timer søndag lokal tid. Branden er ude af kontrol og spredes med en dødsensfarlig hastighed, meddeler brandmyndigheden.

Vinhuset Chateau Boswell i byen St. Helena er brændt ned, og det samme er den historiske kro Black Rock Inn i samme by.

Ifølge San Francisco Chronicle er der i skrivende stund 23 større aktive brande i staten. Ingen af dem er 100 procent under kontrol.

Du kan se billeder af Glass Fire i galleriet over artiklen her.

ANNONCE

ANNONCE
Del din kommentar
Forsiden lige nu