Charlotte blev dræbt: Morderens stemme offentliggjort

7. maj 2019 13:11 | Af: Jonathan Lykke Lilmoës, jl@newsbreak.dk

På uhyggelig lydoptagelse kan man høre den mand, der slog lægen Charlotte Asperud ihjel.

Lyt til det uhyggelige lydklip her. Kan du genkende stemmen? Video; Newsbreak.dk/ Foto: Politi
Del:

“Læg dig ned”, “læg dig helt ned”, “læg dig ned på maven”.

Sådan lyder det blandt andet i en lydfil netop offentliggjort af Nordsjællands Politi, der i efterforskningen af en brutal drabssag fra Tisvildeleje, hvor den 58-årige læge Charlotte Asperud blev dræbt i sit hjem, er faldet over en lydoptagelse med drabsmandens stemme.

Asperud boede alene i et hus på den grusbelagte Aspevej, hvor en indtil videre ukendt gerningsmand brød ind og overfaldt kvinden, og Nordsjællands Politi offentliggør nu både lydfil, navn og billede af kvinden i håbet om, at offentligheden kan hjælpe med opklaringen.

Den kvindelige læge lå formentlig og sov, da en mand brød ind i hendes hjem gennem et vindue den 30. april klokken cirka 02.45. Her blev hun overfaldet med særdeles grov vold, og da hun blev fundet, blev hun fløjet på Rigshospitalet med helikopter, men hendes liv stod ikke til at redde. Hun døde ud på aftenen tirsdag.

En skaldet mand

Charlotte Asperud er i månederne op til drabet på sin bopæl set i selskab med en skaldet mand med briller. Denne mand vil Nordsjællands Politi gerne høre fra., skriver politiet. Det er ikke sikkert, der er tale om en mistænkt.

Nordsjællands Politi er selv i gang med at undersøge adskillige mulige motiver, og den dræbtes færden i ugen op til det brutale overfald er ved at blive kortlagt. Af den årsag ønsker politiet så megen hjælp som muligt, siger efterforskningsleder Henrik Gunst i pressemeddelelsen.

– Vi vil meget gerne høre fra borgere, som har set eller kender Charlotte Asperud fra andre sammenhænge. Det kan være borgere, som har set Charlotte Asperud enten alene eller i selskab med andre, både i lokalområdet og andre steder, siger han.

Genkende stemmen

En analyse af den offentliggjorte lydoptagelse har desuden vist, at der med al sandsynlighed er tale om en voksen mand, der taler med de hårde ord i klippet. Politiet skriver desuden, at han taler med en dialekt, der typisk bruges i København og omegn samt Nordsjælland.

– Vi håber også, at der er nogen, som kan genkende gerningsmandens stemme og vil kontakte os med oplysninger om, hvem det kan være, siger Henrik Gunst.

Charlotte Asperud var læge og arbejdede som bagvagt på akutmodtagelsen på Hillerød Hospital og havde endvidere vagter i Sundhedshuset i Helsingør samt på akutmodtagelsen på Frederikssund Hospital. Hun var engageret i aktiviteter for beboerne i Tisvildeleje og aktiv motionsløber i området.

Nordsjællands Politi vil også gerne høre fra borgere i Tisvildeleje, som har set eller hørt noget mistænkeligt eller noget, som ikke passer ind i det normale hverdagsbillede samt fra borgere, som har oplevet vindueskiggere, haft indbrud eller forsøg på indbrud, som de endnu ikke har anmeldt“, skriver politiet.

Nordsjællands Politi kan kontaktes på telefonnummer 114.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu