ANNONCE

Chauffør havde urent mel i posen

3. juni 2020 17:59 | Af: Jonathan Lykke Lilmoës, jl@newsbreak.dk

Nu er han blevet smidt ud af Danmark.

Chauffør havde urent mel i posen
Den polske lastbilchauffør er blevet smidt ud af Danmark. Lastbilen på billedet har ikke noget med sagen at gøre. Arkivfoto: Scanpix

Tirsdag blev en lastbilchauffør standset, onsdag fik han en dom og blev samtidig pænt smidt ud af Danmark.

Den hurtige proces beskriver Sydøstjyllands Politi i en pressemeddelelse på vegne af Tungvognscenter Syd. Her fremgår det nemlig, at manden havde snydt i høj grad.

Manden, der er en 47-årig polsk statsborger, blev standset ved Skærup Rasteplads, og efter nogle korte ordvekslinger med manden, mente politiet altså, at der var ugler i mosen. Noget lugtede.

I pressemeddelelsen skriver politiet, at den 47-årige blev sigtet for at have forfalsket et diagramark og at have afgivet en urigtig erklæring til politiet. Han havde nemlig vist betjentene en ferieerklæring, der ikke havde de rigtige oplysninger.

Samtidig blev han også sigtet for forsøg på yderligere svindel ved at være i besiddelse af adskillige ferieerklæringer, samt at have manipuleret med data fra takografen ved at have ødelagt diagramark.

Ved et grundlovsforhør onsdag erkendte manden prompte sin skyld, og det gjorde faktisk sagen let.

– Chaufføren erkendte sig skyldig, og sagen kunne derfor afgøres med det samme med en såkaldt straksdom. Han forklarede, at virksomheden var presset og havde mange ordrer på grund af coronakrisen. Han havde derfor svært ved at overholde køre- og hviletidsreglerne, siger specialanklager Pernille Moesborg om sagen.

Mandens ærinde var at få det til at se ud som om, reglerne blev overholdt. Derfor havde han forskellige ferieerklæringer med og ødelagde sine diagramark. På den måde kunne han ved en kontrol få det til at se ud som om, han lige var startet med at køre efter at have afholdt ferie, hvilket ikke var sandt.

Den slags bliver der ikke set med milde øjne på. Manden blev nemlig idømt 40 dages ubetinget fængsel, en bøde på 84.000 kroner, ubetinget frakendelse af førerretten i Danmark til de tunge køretøjer i seks måneder samt udvisning med indrejseforbud i seks år.

Chaufføren modtog dommen og blev varetægtsfængslet til afsoning og efterfølgende udsendelse.

ANNONCE

x
Del din kommentar
Forsiden lige nu