Chauffør kørte med dæk hvor ståltråd stak op

13. april 2018 16:01 | Af: Jørgen Rosengren, jr@newsbreak.dk

Politiet syntes, lastbilen så træt ud. Det gjorde den.

Gang på gang på gang – dog især om vinteren – har vi her på Newsbreak.dk fortalt om vigtigheden af de rigtige dæk på køretøjerne.

Disse historier er åbenbart helt gået en 52-årig lastbilchauffør ram forbi.

I hvert fald var hans dæk i så dårlig forfatning, at det kommer til at koste både ham og hans vognmand et klækkeligt beløb.

Det er Sydøstjyllands Politi, der på sin Facebook-side har valgt at dele historien om chaufføren og de nærmest ikke eksisterende dæk.

“En af vores motorcykelbetjente fra Tungvognscenter Syd bemærkede tidligere på ugen en lastvogn med sættevogn på Kolding Havn, som ved første øjekast så lidt ”træt” ud. Derfor besluttede han at tage et nærmere kig på den”, skriver politikredsen.

Det skulle vise sig at være end endog rigtig god ide; to dæk på sættevognen var nemlig ikke, som de burde. Det ene var endda så slidt, at der stak ståltråd fire centimeter ud fra det.

Derfor blev lastbil og hænger eskorteret til syn. Her viste det sig, at lastbilen bremsede så skævt – 44 procent – at den skulle direkte på værksted og derefter til kontrolsyn. Som om det ikke var nok, så var bremsekræften reduceret til sølle 25 procent.

Det betød, at nummerpladen blev inddraget på stedet.

“Chaufføren kan nu forvente en bøde på 5.000 kroner, mens ejeren kan forvente en bøde på 11.000 kroner + udgifter til 2 x syn, 2 x omsyn og borttransport af sættevognen på en ladvogn”, slutter opslaget.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu