Chokolade kaldt tilbage: Kun farlig for nogle

12. juni 2019 14:59 | Af: Jonathan Lykke Lilmoës, jl@newsbreak.dk

Salling Group kalder forskellig chokolade tilbage, fordi det ikke fremgår tydeligt, at nogle kan blive syge af dem.

Chokolade kaldt tilbage: Kun farlig for nogle
Salling Group kalder æsker med chokolade tilbage. Dette er IKKE de pågældende chokolader. Arkivfoto: Scanpix

Er du allergiker, så skal du typisk holde godt øje med, hvad der er i de fødevarer, du propper i munden. Det er blandt andet derfor, det er så vigtigt, at produkter solgt i Danmark er mærket på dansk.

Fordi de netop ikke var det, kalder Salling Group nu lidt under 2000 æsker chokolader tilbage fra kæderne Bilka og Føtex, oplyser Salling Group til Newsbreak.dk.

I uge 23 blev det nemlig opdaget, at chokolade-æsker med navnet Pralibel i fire varianter ikke er mærket med dansk varedeklaration, men derimod engelsk. Derfor kan danske forbrugere ikke nødvendigvis afkode, at chokoladerne indeholder allergener.

Fødevarestyrelsen, der formidler tilbagekaldelsen, skriver, at chokoladeæskerne indeholder mælk, hasselnødder, mandler, pistacienødder, byg, soja, hvede og æg. Er man allergisk over for en eller flere af disse kan det potentielt være meget farligt.

Som det er vanen, bliver der derfor ikke taget nogle chancer, og Salling Group kalder således samtlige æsker chokolade tilbage fra butikkerne. Du kan se dem udspecificeret nederst i artiklen.

Forbrugere, der har købt Pralibel-chokolade, kan aflevere æskerne tilbage i butikken – ellers anbefaler Fødevarestyrelsen, at man kasserer produktet.

Der er konkret tale om følgende fire æsker:

Pralibel Chokolade Metalæske
Nettovægt: 320 gram
Bedst før dato: Alle datoer.
EAN: 5410682852227

Pralibel æske orange
Nettovægt: 220 gram
Bedst før dato: Alle datoer.
EAN: 5412941326814

Pralibel æske orange
Nettovægt: 380 gram
Bedst før dato: Alle datoer.
EAN: 5412941326821

Pralibel æske brun
Nettovægt: 355 gram
Bedst før dato: Alle datoer.
EAN: 5412941326869

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu