ANNONCE

Eriksen flået ud

31. oktober 2020 20:17 | Af: Ritzau Fokus

Både Inters Christian Eriksen og Parmas Andreas Cornelius blev skiftet ud, da Inter og Parma spillede 2-2.

Eriksen flået ud
Christian Eriksen fik en lille time på banen fra kampens start, da Inter skuffede hjemme med 2-2 mod Parma i Serie A. Foto: Alessandro Garofalo/Reuters

Der skulle en udligning i overtiden til, før Inter lørdag kunne hive et enkelt point ud af Parmas besøg i Serie A.

Christian Eriksen startede på banen, men var for længst skiftet ud, da Ivan Perisic to minutter inde i tillægstiden headede Inter på 2-2.

Sådan sluttede opgøret mod Parma, der havde Andreas Cornelius med i første halvleg.

Dermed tabte Inter et skridt i toppen og har 11 point på femtepladsen.

Christian Eriksen var tilbage i Inters startopstilling, og han fik lov at spille med i 58 minutter, inden træner Antonio Conte hev Eriksen ud og sendte Arturo Vidal på banen, da Inter var bagud 0-1.

Inter var uden profilen Romelu Lukaku i angrebet, og Eriksens opgave var at fodre Lautaro Martinez og Perisic længere fremme.

Småt med muligheder

Inter sad på det hele i første halvleg, og gæsterne havde svært ved at få bolden væk fra egen banehalvdel, men det var småt med de helt store muligheder for hjemmeholdet.

Det var heller ikke mange gange, at Andreas Cornelius i Parmas angreb rørte bolden, mens Eriksen forsøgte at binde Inters offensiv sammen.

Hjemmeholdet vadede dog i hjørnespark og nåede op på hele ti i de første 45 minutter, hvor gæsterne først i tillægstiden fik sit første af slagsen.

Tilfredse

Parma-spillerne kunne være tilfredse med 0-0, og Cornelius blev skiftet ud i pausen med Roberto Inglese, og fra bænken kunne danskeren så pludselig se sit hold komme foran 1-0.

Det lignede ellers en umulig mission for Parma, men pludselig flugtede Gervinho helt fremragende bolden i netmaskerne efter en lang aflevering fra brasilianske Hernâni, og så var Inter bagud.

Eriksen blev så hevet ud, og fire minutter senere leverede Inglese et oplæg til Gervinho, der med sit andet mål bragte Parma på 2-0.

Marcelo Brozovic sparkede spændingen tilbage med målet til 1-2, men det lignede den helt store nedtur for Inter, inden Perisic headede det ene point hjem.

ANNONCE

ANNONCE
Del din kommentar
Forsiden lige nu