ANNONCE

Corona: Elever og børnehavebørn sendes hjem

17. juni 2020 17:17 | Af: Jonathan Lykke Lilmoës, jl@newsbreak.dk

I Hillerød og Holbæk er der nu frygt for lokale udbrud.

Corona: Elever og børnehavebørn sendes hjem
Børn og unge sendes hjem adskillige steder i landet på grund af coronasmitte. Foto: Scanpix

En elev på Tuse Skole ved Holbæk er muligvis smittet med Covid-19. Mistanken om smitte har nu fået skolens ledelse til at sende to klasser hjem. Det skriver TV2 Øst på sin hjemmeside onsdag. I Hillerød bøvler de med bekræftet smitte.

På Tuse Skole handler forsigtigheden om, at Holbæk ikke må blive et centrum for smitte, siger Palle Spånhede, der er pædagogisk leder på skolen for 7. til 9. klassetrin. Han fortæller, at den pågældende elev udviste smittetegn – og at eleven har et familiemedlem, der er positiv-testet.

– Det er 7.A og 8.A, der har været i Strandparken (i Holbæk, red.) i går i forbindelse med undervisningen, der er blevet sendt hjem. Her var der en af eleverne, der udviste tegn på corona, fortæller Palle Spånhede til TV2 Øst.

– Her var der en af eleverne, der udviste tegn på corona, siger lederen, der fortæller, at eleven har et familiemedlem, der er testet positiv for coronavirus, siger han. Forældrene til de hjemsendte elever er informeret om situationen, og alle elever bliver nu testet for coronavirus.

Børnehavebarn smittet

I Hillerød er en medarbejder og et barn fra børnehaven Globus begge testet positiv med coronavirus. Det skriver Hillerød Kommune i en pressemeddelelse ifølge SN.dk, der drives af blandt andre Hillerød Posten.

Den smittede medarbejder gik hjem fra arbejde 10. juni og blev testet positiv 15. juni.  Pædagogens nære kontakter blev opsporet tirsdag den 16. juni og indkredset til tre børn og to voksne, som nu alle er sendt hjem.

Det ene barn var i forvejen hjemme på grund af sygdom, og det er dette barn, som også er testet positiv for coronavirus. Kommunen har allerede opsporet, hvilke af institutionens børn, det smittede barn har været i nærheden af. Ni blev det til, og de ni har til sammen tre søskende i en tilknyttet institution. Alle 12 er sendt hjem.

12 klasser sendt hjem

Frederikshavn Kommune tager heller ingen chancer, når det kommer til smitterisiko. Fordi en elev fra 7. klasse på Privatskolen i Frederikshavn mandag er blevet konstateret smittet, er hele 12 af kommunens skoleklasser sendt hjem.

I en pressemeddelelse fra kommunen fremgår det nemlig, at den unge mand i weekenden spillede en fodboldkamp med sit U14-hold, hvor der deltog holdkammerater og modstandere fra i alt 12 andre skoleklasser.

– Der er endnu ingen andre elever, der er konstateret smittet med Covid-19, men vi vælger ud fra et sikkerhedsprincip at hjemsende alle elever, der har spillet fodbold med pågældende elev og dermed har været udsat for smitterisiko, fortæller Anders Brandt, der er formand for Børne- og Ungdomsudvalget.

Alle de berørte er 5. til 8. klasser, der er hjemsendt. I første omgang skal de elever, der spillede med den smittede elev fra Privatskolen, testes for Covid-19. Testes de positivt, skal resten af eleverne fra de pågældende klasser testes.

Børn og smitte

Generelt har det længe lydt, at børn og unge i langt mindre grad bliver smittet med coronavirus, og tallene taler sit helt tydelige sprog. 589 af de i alt 12.250, der er bekræftet smittet, er i aldersgruppen 10 til 19 år. 327 er yngre.

De yngste i samfundet bliver heller ikke så alvorligt syge, som de ældre gør, men det er slet ikke problemet her. Problemet er, at unge smittebærere stadig er netop det. Smittebærere. Dermed kan de være med til at udbrede smitten, og af samme årsag er isolering af unge mennesker præcis lige så afgørende som for ældre.

Blot to procent af de gennem hele perioden indlagte 2325 personer er mellem 10 og 19 år, fremgår det af tal fra Statens Serum Institut. Det svarer til 14.

ANNONCE

ANNONCE
Del din kommentar
Forsiden lige nu