ANNONCE

Corona får mere politi på gaden

16. september 2020 18:49 | Af: Nicklas Skyum Clausen, nc@newsbreak.dk og Ritzau Info

Stigningen i antallet af coronasmittede får nu politiet til at øge beredskabet til samme niveau som i foråret.

Corona får mere politi på gaden
Mere politi i gaderne. Særligt corona-udsatte steder. (Foto: Ólafur Steinar Rye Gestsson/Ritzau Scanpix)

I den kommende tid vil politiet over hele landet sætte ekstra ind for at bekæmpe spredningen af coronavirus både lokalt og på landsplan.

Det oplyser Rigspolitiet onsdag i en pressemeddelelse.

Politiet hæver sit beredskabsniveau, så det når samme niveau som i foråret, da smitten var på sit højeste.

Det betyder, at politiet øger sin indsats over hele landet. Der vil desuden være mere politi i udsatte områder.

Det betyder også, at indsatsen i højere grad vil blive styret og koordineret centralt. Det vil ske i Den Nationale Operative Stab. Men også lokale beredskaber i politikredsene vil blive indkaldt.

Politiet er bekymret

Desuden vil der løbende ske en opfølgning og evaluering af indsatsen på øverste ledelsesniveau i politiet.

– Indsatsen mod corona er gået ind i en ny fase, som stiller øgede krav til politiets indsats over hele landet. Vi er i tæt dialog med sundhedsmyndighederne, og vi er bekymrede for smitteudviklingen, udtaler rigspolitichef Thorkild Fogde.

– Kurven skal knækkes, og det skal ske i de kommende uger, mens vi stadig er på forkant af udviklingen. Derfor løfter vi nu vores beredskabsniveau til samme niveau, som det var på i foråret.

Den øgede indsats vil blive forankret i politiets koncernledelse. Her deltager alle landets politidirektører under rigspolitichefens ledelse.

Restriktioner og opholdsforbud

Udmeldingen fra Rigspolitiet kommer, dagen efter at myndighederne har indført flere restriktioner i 17 hovedstadskommuner.

De betyder blandt andet, at barer, caféer og restauranter i de berørte kommuner skal lukke senest klokken 22. Gæster og personale, der ikke sidder ned, skal bære mundbind eller visir.

Flere steder i landet har politiet udpeget særlige hotspots, hvor man er særligt opmærksom på, om reglerne bliver overholdt og er klar til at indføre opholdsforbud, hvis det skønnes nødvendigt.

Foreløbig er der kun opholdsforbud ét sted i landet. I den kommende weekend vil det være forbudt at opholde sig i dele af Nørrebroparken i København i fra klokken 18.00 til klokken 06.00.

Unge driver smitten

På et tidligere pressemøde med rigspolitichef Thorkild Fogde samt Københavns politidirektør, Anne Tønnes, har unge fået en del af “skylden” for den nylige smittestigning.

– Vi ser for mange håndtryk, for mange krammere, for mange grupper, for meget tæthed og for lidt ansvarlighed, siger Thorkild Fogde.

Som det ser ud lige nu, er det ikke tilfredsstillende.

Sådan lyder det fra rigspolitichef Thorkild Fogde, som henviser til, at smitten med coronavirus stiger i blandt andet København – og at for mange unge i nattelivet glemmer at holde afstand.

– Smittetrykket er stigende, og folks adfærd afspejler ikke alvoren. Vi ser for mange håndtryk og for mange krammere. Derfor er der behov for at vi skruer ned for tætheden og op for ansvarligheden, siger rigspolitichefen på pressemødet, der delvist er gengivet på Twitter.

Men man skal overveje, om det er nødvendigt at gå i byen, opfordrer Anne Tønnes. For den seneste tid har der været et stort tryk på nattelivet – og dermed stiger risikoen for smitte på værtshuse og barer.

– Nu er det også de unges ansvar at sikre sig at holde afstand, siger hun.

– Det er især de unge, der er festhungrende, som samler sig de steder, hvor de plejer at være, lyder det videre fra politidirektøren.

– Det er stærkt bekymrende, siger Anne Tønnes.

ANNONCE

ANNONCE
Del din kommentar
Forsiden lige nu