ANNONCE

Corona-frygt får os til at kvitte smøgerne

14. april 2020 15:47 | Af: Jonathan Lykke Lilmoës, jl@newsbreak.dk

Coronavirus har trods alt medført en positiv reaktion hos mange danskere.

“Bange for corona-virus? Tag en smøg.”

Sådan lød opfordringen i et opslag på facebooksiden “Klaus K blog”, som musikeren Klaus Kjellerup står bag. Han er kendt fra popbandet Danser med Drenge. Noget tyder dog på, at danskerne ikke helt er af samme overbevisning som Kjellerup.

Flere danskere end sædvanlig henvender sig i denne tid til de forskellige rygestop-tilbud, der trods coronatruslen stadig er aktive. Det fortæller både Kræftens Bekæmpelse og Stoplinien til Newsbreak.dk.

Rygning blev tidligt i Danmarks forløb med coronavirus udpeget som en af de risikofaktorer, der kan spille ind i forhold til, om man bliver smittet og i hvor alvorlig grad, man bliver ramt af sygdomsforløb.

Patientstatistik fra Kina viser ifølge tidligere udmeldinger fra Sundhedsstyrelsen tydeligt, at mangeårige rygere potentielt er i en gruppe af mennesker, der lettere bliver smittet med den frygtede coronavirus end hos de, der ikke ryger.

Det er også faktuelt, at rygere er mere modtagelige overfor infektionssygdomme. Den besked er sivet ind hos mange danskere, for hos de rygestop-tilbud, vi har talt med, lyder det samstemmende, at der er sket en stigning i antallet af henvendelser.

Prisen

Hos Kræftens Bekæmpelse, der driver den online rygestop-tjeneste, der hedder E-kvit, har man ifølge projektchef for tobaksforebyggelse Niels Them Kjær mærket en stigning på svimlende 77 procent i marts 2020 i forhold til marts 2019.

Dog vil han ikke tilskrive al æren corona-bekymring.

– Allerede i januar og februar så vi en stigning i antallet af henvendelser. Den stigning er fortsat og altså endt på 77 procent i forhold til samme periode sidste år. Det er min klare opfattelse, at mange af dem skyldes coronavirus-udbrud, men at prisen også i høj grad spiller ind, siger han til Newsbreak.dk.

1. april 2020 steg prisen på en pakke cigaretter til 55 kroner, men det gælder først nyindkøbte. Derfor kan du stadig i dag finde cigaretpakker i butikkerne med “gamle” priser. Kjær er dog uanset ikke i tvivl om, at coronaudbruddet har sendt flere i rygestop.

Et ansvar

Sundhedsstyrelsen har tidligere forklaret, hvordan rygning nedsætter immunforsvaret og påvirker lungerne. Derfor er rygning og coronavirus potentielt en sprængfarlig cocktail. Der findes endnu ikke endelig evidens for, at rygere oftere bliver smittet, men der er en større risiko, har professor i tobaksforebyggelse, Charlotte Pisinger, forklaret Dagens Medicin.

– Vi har et ansvar i at informere om dette. Vi kan isolere os, vaske vores hænder og spritte af, men det ser ud som om, at rygning har en stor indflydelse på prognosen. Derfor mener jeg, man bør informere om, at der er særlig stor gevinst ved et rygestop i disse tider, siger Charlotte Pisinger til Dagens Medicin.

Hos Stoplinien, der aktivt hjælper med rygestop, mærker de også en stigende bekymring fra rygere, der gerne vil stoppe. Det fortæller Henrik Wiben, der er leder af projektet. Han har ikke direkte tal på, hvor mange henvendelser, de får, da arbejdet foregår hjemmefra for de ansatte.

– Det er min klare fornemmelse, at der er en større søgning mod rygestop. Mange af de, der ringer ind, nævner, at de er bekymrede på grund af corona. Mange – hvis ikke alle – nævner det, siger Wiben, der selv har siddet med telefonrådgivning i for eksempel påsken.

Det sidste spark

Udover at rygere er mere udsat for at blive alvorligt syge på grund af belastningen af immunforsvaret og lungerne, så er der faktisk også en anden vinkel. For som ryger vil du alt andet lige gå direkte mod en af Sundhedsstyrelsens vigtigste og tidligste råd.

– Når du ryger, så tager du hele tiden hånden op til munden. Derfor gør du det modsatte af, hvad Sundhedsstyrelsen siger du skal. Nemlig lade være at røre ved dit ansigt, påpeger Niels Them Kjær.

Den forskning, der indtil videre findes på området, viser, at rygere, der bliver smittet med coronavirus, har op mod to en halv gang større risiko for blive alvorligt syge eller dø af coronavirus og den medfølgende sygdom covid-19 end ikke-rygere. Henrik Wiben tror derfor, at det for mange er det sidste skub.

– Der er mange, der giver udtryk for, at de er nervøse, og jeg tror, coronavirus er det sidste spark mod rygestoppet. Den sidste motivationsfaktor. Selv om det jo i sig selv allerede ér farligt at ryge, siger han til Newsbreak.dk.

Der dør hvert år mere end 13.000 danskere på grund af rygning.

ANNONCE

ANNONCE
Del din kommentar
Forsiden lige nu