ANNONCE

Corona: Nu indkalder Mette F. partierne

27. februar 2021 10:37 | Af: Uffe Dahl, newsbreak.dk - mail: redaktion@newsbreak.dk og Ritzau Info

Statsministeren ser frem til at modtage partiernes bud på, hvordan Danmark bedst genåbner på den lange bane

Corona: Nu indkalder Mette F. partierne
Statsminister Mette Frederiksen (S) inviterer fra mandag partilederne i Folketinget til bilaterale drøftelser om den langsigtede genåbning af samfundet. (Arkivfoto) Foto: Philip Davali/Scanpix

Fra på mandag indleder statsminister Mette Frederiksen (S) bilaterale drøftelser med lederne af Folketingets partier om den videre genåbning af samfundet under coronakrisen.

Emnerne er blandt andet udrulning af vacciner, og hvilken langsigtet strategi, der vil være bedst, for at få Danmark bedst muligt gennem pandemien.

– Takket være danskernes indsats, der igen har banket smitten ned, er vi nu et sted i epidemien, hvor vi er i gang med en gradvis og også tiltrængt udfasning af restriktionerne, der fortsætter mandag, siger Mette Frederiksen i en pressemeddelelse.

– Vi har også brug for en samlet genåbningsplan, hvor vi i takt med en øget brug af test, og at stadig flere bliver vaccinerede, kan udfase flere af restriktionerne – selvfølgelig med det mål, at Danmark er fuldt og helt åbent så hurtigt, som det er sundhedsmæssigt forsvarligt.

– Jeg glæder mig til at høre partiernes bud på, hvordan vi bedst griber det arbejde an, siger statsministeren.

Aftale med støttepartier

Onsdag lavede regeringen en aftale med støttepartierne SF, De Radikale og Enhedslisten om yderligere genåbning i det næste stykke tid.

Det betød blandt andet, at visse butikker kan genåbne, lige som den udendørs idræt kan genoptages.

Derudover kommer nogle folkeskoleelever og elever fra ungdoms- og voksenuddannelser tilbage, fordi smittetallene med coronavirus er lave i deres landsdel.

Det gælder i første omgang Bornholm samt Vestjylland og Nordjylland.

Partierne i blå blok har talt for en mere omfangsrig genåbning, end regeringen er villig til.

Fredag aften sagde Venstres formand, Jakob Ellemann-Jensen, i et interview med Politiken, at Danmark igen bør åbne op for værtshuse, stadioner og koncerter, når alle over 50 år er blevet vaccineret.

I nogle tilfælde skal det ske mod forevisning af et såkaldt coronapas. Bag det ligger, at man enten fremviser en frisk negativ coronatest, eller at man er blevet vaccineret eller tidligere har været ramt af coronavirus.

Fakta

Mette Frederiksen

Blå bog om Mette Frederiksen:

Født 19. november 1977 i Aalborg, datter af typograf Flemming Frederiksen og pædagog Anette Frederiksen. Har datteren Ida Feline og sønnen Magne.

Medlemsperiode
Folketingsmedlem for Socialdemokratiet i Nordjyllands Storkreds fra 5. juni 2019.
Folketingsmedlem for Socialdemokratiet i Københavns Omegns Storkreds, 13. november 2007 – 5. juni 2019.
Folketingsmedlem for Socialdemokratiet i Københavns Amtskreds, 20. november 2001 – 13. november 2007.
Kandidat for Socialdemokratiet i Aalborg Østkredsen fra 2018.
Kandidat for Socialdemokratiet i Ballerupkredsen, 2000-2018.
Parlamentarisk karriere
Statsminister fra 27. juni 2019.
Formand for Socialdemokratiet fra 2015.
Justitsminister, 10. oktober 2014 – 28. juni 2015.
Beskæftigelsesminister, 3. oktober 2011 – 10. oktober 2014.
Næstformand for Socialdemokratiets folketingsgruppe, 2005-2011.
Tidligere socialordfører, kulturordfører og ligestillingsordfører.
Uddannelse
Masteruddannelse i afrikastudier, Københavns Universitet, 2009.
Bachelor i administration og samfundsfag, Aalborg Universitet, 2007.
Student, Aalborghus Gymnasium, 1993-1996.
Byplanvejen Skole, 1983-1993.
Beskæftigelse
Ungdomskonsulent i LO, 2000-2001.
Publikationer
Medforfatter til bøgerne »Fra kamp til kultur – 20 smagsdommere skyder med skarpt«, 2004 og »Epostler«, 2003.
Udmærkelser
Modtog Ting-Prisen i 2012 og Nina Bang-prisen i 2002.

Kilde: ft.dk

ANNONCE

ANNONCE
Del din kommentar
Forsiden lige nu