ANNONCE

Corona-smittet? Sådan finder du ud af det

24. maj 2020 19:50 | Af: Jørgen Rosengren, jr@newsbreak.dk

Alle voksne borgere kan nu bestille en test for corona uden henvisning fra lægen, oplyser Sundhedsministeriet.

Alle personer over 18 år i Danmark har muligheden for at bestille en test for coronavirus, selv om de ikke har symptomer.

Det bekræfter Sundheds- og Ældreministeriet.

Det kan man gøre på hjemmesiden coronaprover.dk, og alt, man skal bruge, er sit NemID.

Åben for alle

Aldersgrænsen for, hvem der kan testes, er løbende blevet hævet i løbet af ugen, og der er nu altså åbnet for test for alle uanset alder.

Mandag fik den første aldersgruppe lov til at bestille en test for coronavirus. Det gjaldt unge mellem 18-25 år, og det benyttede cirka 4500 sig af den første dag.

Tirsdag blev grænsen hævet til 18-27 år, og løbende har flere aldersgrupper fået lov at bestille tid.

Der er kapacitet til 50.000 test om ugen, og der kan derfor være ventetid på at få en test.

Hidtil har det krævet en henvisning fra en læge eller arbejdsgiver, før man kunne bestille tid til en test for coronavirus.

Har man symptomer på coronavirus, skal man stadig ringe til sin læge.

Fra uvished til vished

Tilbuddet om en test uden henvisning henvender sig altså til folk, der ikke har symptomer og gerne vil have at vide, om de er smittet alligevel.

Selv om man får et negativt resultat, kan man dog godt være smittet. I nogle tilfælde kan testen ikke registrere virusset endnu.

Testen vil blive foretaget i de hvide telte, som Testcenter Danmark har sat op i 16 byer over hele landet.

Man skal dog ikke regne med, at de selvbestilte test giver megen nyttig information til myndighederne.

Sådan lød det fra Jens Lundgren, der er professor i infektionsmedicin på Rigshospitalet, i forbindelse med præsentationen af det nye tiltag.

– Det kan godt være, at det opfylder et ønske hos den enkelte. Og det er fint. Men det er ikke noget, som vi, der overvåger smitten i samfundet, kan bruge til noget, sagde han.

Teltene

Teltene, der blev opstillet i slutningen af april, findes i hver region.

Det er regionerne, der er ansvarlige for at udføre test, mens Statens Serum Institut står for testkapaciteten.

Samarbejde

Etableringen af TestCenter Danmark er foregået i samarbejde med regeringen og Danske Regioner bistået af støtte fra Novo Nordisk Fonden og medicinalvirksomheden Novo Nordisk.

Novo Nordisk Fonden har bevilget op til 250 millioner kroner til etableringen af et nationalt testcenter, og Novo Nordisk har bistået med mandskab og teknologi til etablering og gennemførelse af test.

– TestCenter Danmark er et særdeles vigtigt initiativ, der vil medvirke til at sikre, at flere mennesker vil kunne blive testet for den nye coronavirus. Det vil kunne skabe en større tryghed og sikkerhed for den enkelte og de personer, som man omgås med, og det vil kunne underbygge den gradvise genåbning af samfundet. Et nationalt set-up vil også gøre os bedre rustet til at tackle udfordringer som denne i fremtiden, sagde bestyrelsesformand i Novo Nordisk Fonden Lars Rebien Sørensen dengang.

TestCenter Danmark kommer til at arbejde med to forskellige test. For det første virustesten, der tester for, hvorvidt man har COVID-19. For det andet antistof test, som tester hvorvidt man har dannet antistoffer, og dermed viser tegn på allerede at have haft COVID-19.

Hvor mange er smittet med coronavirus

Antallet af smittede og karantæneramte i Danmark opdateres løbende hos Styrelsen for Patientsikkerhed.

Johns Hopkins University overvåger desuden sygdommen på verdensplan, og på universitets hjemmeside kan man følge sygdommen “live,” om man så må sige.

ANNONCE

x
Del din kommentar
Forsiden lige nu