ANNONCE

Corona tvinger Tyskland i lockdown

28. oktober 2020 17:18 | Af: Newsbreak.dk

Store dele af det offentlige liv i Tyskland lukker ned fra den 2. november, og i Slesvig-Holsten truer dansk indrejseforbud.

Corona tvinger Tyskland i lockdown
Allerede for flere dage siden blev der indført obligatorisk brug af mundbind på gågaden i Flensborg, fordi antallet af smittede var steget bekymrende. - Foto: Sven Geißler, Flensborg Avis,

(Citathistorie fra Flensborg Avis)

Kansler Merkel er på et videomøde onsdag blevet enig med delstaternes regeringschefer om at lukke store dele af det offentlige liv ned fra den 2. november og måneden ud. Det erfarer dpa fra deltagere i mødet.

Det sker samtidig med, at det såkaldte incidenstal i Slesvig-Holsten i den seneste uge nu er på næsten 42, skriver Flensborg Avis.

Slesvig-Holsten er ellers den eneste delstat der hidtil har været undtaget fra det danske rejseforbud. Men også i den nordlige del af Tyskland stiger antallet af corona-smittede, og derfor er der udsigt til, at Danmark snart fraråder rejser til hele Tyskland.

Som følge af de nye regler skal blandt andet skal teatre, operahuse, koncertsale og fritidstilbud i hele Tyskland indstille aktiviteterne fra og med mandag i næste uge.

Nedlukningen omfatter også holdsport for amatører og professionelle. Mens amatørerne skal indstille deres kampe, må de professionelle spille videre – men kun uden tilskuere.

I det offentlige rum må man kun mødes med repræsentanter for yderligere en husstand. Maksimalt ti personer må forsamles. Overtrædelser vil blive sanktioneret.

Ville have ventet lidt længere

Merkel havde oprindelig først ønsket at iværksætte forholdsreglerne fra den 4. november, men på mødet blev det besluttet at fremrykke planerne.

Angela Merkel har advaret om, at muligheden for behandlingen på de intensive afdelinger i Tyskland kan bryde sammen, hvis smitten fortsætter med at spredes med den nuværende hastighed. Det beretter flere medier samstemmende.

– Antallet af intensive patienter bliver fordoblet med ti dages mellemrum. Systemet kollapser efter yderligere fire fordoblinger, skulle Merkel have sagt på et internt møde i CDU.

Restauranter, barer, klubber, værtshuse og diskoteker skal lukke fra den 2. november og måneden ud. Takeaway og udbringning af mad er fortsat tilladt. Interne kantiner må arbejde videre.

I detailhandlen må der maksimalt være en kunde for hvert ti kvadratmeter butiksareal. I forbundsregeringens oprindelige forslag var grænsen en kunde for hver 25 kvadratmeter, skriver Flensborg Avis.

ANNONCE

ANNONCE
Del din kommentar
Forsiden lige nu